Unicon sælger sine sidste USA-aktiviteter for knap 100 mio. kr.


Med Unicons salg af de sidste aktiviteter i USA fokuserer FLS Koncernen yderligere på sine kernekompetencer. I år har Unicon således i USA trods et presset marked solgt aktiviteter for 680 mio. kr. og i løbet af kun 1½ år indfriet målsætningen om at koncentrere virksomhedens ressourcer inden for produktion, udvikling og salg af fabriksbeton.

Unicon har til en samlet pris på knap 100 mio. kr. (13 mio. US-dollar) indgået aftale med betonproducenten Coastal Concrete Pumping i North Carolina om salg af aktiviteterne i det 100 pct. ejede Carolina Concrete Pumping, Inc. og om et management buy-out af en mindre tilknyttet aktivitet inden for bygningsfundering. Overdragelsen af de to aktiviteter sker med virkning fra 3. januar 2003.

Carolina Concrete Pumping, Inc. er Unicons sidste aktivitet i USA efter salget i oktober af Unicons fabrikbetonaktiviteter til Ready Mixed Concrete Co. for 580 mio. kr. Det er således lykkedes Unicon alene i år at sælge aktiviteter i USA for 680 mio. kr., hvilket anses for tilfredsstillende i betragtning af de dårlige markedsvilkår for den type handler. Siden Unicon overtog virksomheden i 1998 er den vokset til at være en af de største udbydere af betonpumpning i regionen med en forventet omsætning i år på ca. 100 mio. kr. og 115 medarbejdere.

Samlet set vil de aktuelle salg af betonpumpnings- og funderingsaktiviteterne samt salget af fabriksbetonaktivite-terne i USA ikke påvirke de udmeldte resultatforventninger for FLS Industries.

Med salget af Carolina Concrete Pumping er der taget endnu et skridt mod opfyldelsen af såvel FLS Industries' overordnede strategi om fokusering på Koncernens kernekompetencer som Unicons strategi om at koncentrere aktiviteterne om fabriksbeton på virksomhedens hovedmarkeder i Nordeuropa.

Med det aktuelle salg har Unicon indfriet målsætningen fra efteråret 2001 om at afhænde alle danske og udenlandske aktiviteter uden for fabriksbetonområdet - pånær to mindre delejede selskaber i henholdsvis Portugal og Polen - og kan således fokuseret arbejde på fremover at styrke og udbygge virksomhedens markedsførende position på det skandinaviske og polske fabriksbetonmarked.

Unicon Group indgår i kerneforretningsområdet, FLS Building Materials, der samlet set i år har frasolgt ikke-strategiske aktiviteter for mere end 1 mia. kr.

FLS Industries A/S
Koncerninformation