DLVS nedjusterer årets resultat samt laver ændringer i direktionen


Danske Lægers Vaccinations Service A/S nedjusterer årets omsætning og resultat. 
”Nedjusteringen skyldes hovedsagligt to ting. For det første har vi valgt at se
bort fra Polen, men i stedet åbnet en afdeling i England. For det andet har vi
ikke oplevet den vækst, vi havde håbet på i Danmark vedr.
influenzavaccinationer,” fortæller bestyrelsesformand Karsten Østergaard. 

Etablering i udlandet 
”For så vidt angår udlandet er der tale om, at det vil tage lidt længere tid at
komme i mål, men at målet fortsat er der. Vi har valgt en anden strategi end
oprindeligt planlagt, fordi vi undervejs har indset, at vi er bedre tjent med
denne. Det betyder, at det måske tager ét år eller to længere at nå vores mål i
udlandet, men vi føler os nu mere sikre på at nå dem,” fortæller
bestyrelsesformanden. 

Færre vaccineret i Danmark i år end forventet 
”I Danmark er situationen lidt en anden. Her har vi i år postet mange flere
ressourcer i salg og markedsføring, uden nogen øget omsætning overhovedet. Det
er selvsagt betænkeligt og langt fra godt nok,” siger Karsten Østergaard og
pointerer, at også den lovede informationskampagne fra Sundhedsstyrelsen om
influenza og vaccination har været skuffende ringe i omfang og effekt. 
”Et plaster på såret er, at vi ikke står alene med skuffelsen over den
udeblevne vækst i antallet af influenzavaccinerede i Danmark. For det er ikke
kun DLVS, der ikke har oplevet den forventede vækst, men hele markedet. Ingen
er tjent med, at kun ca. halvdelen af alle risikopatienter bliver vaccineret.
Vi er ikke ene om at have ambitioner om flere vaccinerede, da de største
vindere ved, at flere bliver vaccineret, er kommunerne og regionerne, som kan
spare mange millioner til pleje og indlæggelser grundet influenza. Det skal
gøres bedre, og Danmark er fortsat langt efter andre vestlige lande, vi ynder
at sammenligne os med,” siger Karsten Østergaard. 

Tilbagegang på ca. 4,5 millioner i 2007 i forhold til resultat i 2006
DLVS har investeret ca. 7,5 millioner kroner i øget markedsføring, personale,
nye lokaler og ekstra vacciner i 2007. Disse investeringer kan nu først
forventes at give resultater i 2008, da væksten i markedet ikke er kommet i
2007. ”Vi forventer, at vi kommer ud med et rundt nul i år mod budgetteret 7,6
millioner kroner. Men det er vigtigt at pointere, at vi har haft fremgang i
antallet af nye kunder, inden for vores forskning, helbredsundersøgelser og
rejsevaccinationer. Derfor forventer vi at høste de investeringer, vi har
foretaget i 2007, i 2008.” 

Ambitionerne er fortsat de samme 
Det er fortsat selskabets ambition at vaccinere ca. 350.000 danskere årligt mod
influenza, mod de ca. 185.000 selskabet vaccinerer i år. Men målet skal ikke,
som tidligere antaget, nås gennem øget markedsføring af influenzavaccination.
”Vi må konstatere, at det simpelthen er at smide penge ud af vinduet at prøve
at markedsføre sig til øget omsætning, når vi snakker influenzavaccination. Vi
har en række konkrete tiltag, som vi nu vil iværksætte, men jeg ønsker ikke at
udpensle dem offentligt af konkurrencemæssige hensyn. Men helt generelt kan vi
heldigvis konstatere, at der fortsat er flere end 500.000 danskere, som bør
blive vaccineret, men som ikke gør det”. 

DLVS er etableret i England
Selskabet er også etableret i England og har allerede sikret sig ca. 100 større
firmakunder, som forventes at resultere i ca. 7.000 vaccinationer i England.
Det endelig resultat for sæsonen kendes endnu ikke. ”Det vigtigste i England
er, at vi er i gang, og vi kan se, at vi kan få kunder. Vi har fået sat et godt
hold, og vores tiltag virker. Derfor føler vi, at vi er kommet rigtig godt fra
start på et marked, der målt på antal vaccinationer er ca. 17 gange større end
det danske,” udtaler Karsten Østergaard. 

Nuværende direktør udstationeres i Tyskland 
Selskabets nuværende danske direktør, John Madsen, vil fra starten af 2008
blive udstationeret i Tyskland, hvor selskabet forventer at vaccinere fra næste
år. ”John Madsen kender alt til DLVS, og hvad der skal til for, at vi kan åbne
op i Tyskland. Desuden har John et betydeligt tysk netværk at trække på. Derfor
er vi utrolig glade for, at han har mod på at flytte til Tyskland og sætte
fokus på dette store marked for os. Med John ved roret i Tyskland er vi godt
fra start,” siger Karsten Østergaard og fortæller, at der årligt vaccineres op
mod 25 millioner personer mod influenza i Tyskland, mod ca. 700.000 i Danmark.” 

Stifter tiltræder som ny adm. direktør i Danmark
Som ny direktør i Danmark tiltræder en af de to stiftere, læge, ph.d. Keld
Østergaard. ”Det kommende år eller to vil vi have megen fokus på både
klinikdrift og forskning i DLVS Danmark. Det er derfor oplagt, at Keld træder
til i en periode, da han har væsentlig erfaring og viden på begge områder. Vi
har brug for en mand, der både kan drive klinikker, og som har et stort netværk
inden for forskning. Og der er ingen grund til at gå over åen efter vand - Keld
Østergaard har præcis disse kvalifikationer,” fortæller Karsten Østergaard,
der, som efternavnet antyder, er bror til Keld og den anden stifter af DLVS. 
Også Karsten Østergaard udvider sit virke i selskabet og vil være aktiv i både
det engelske og tyske datterselskab. 
Ved sin indtrædelse som direktør, udtræder Keld Østergaard samtidig af
bestyrelsen. 

Mere fokus på forskning 
Keld Østergaards indtræden som direktør medfører et øget fokus på forskning.
DLVS' forskningsaktiviteter fusioneres med Slidgigtinstituttet A/S, som i dag
ejes af Keld Østergaard. Dermed udvides forskningsaktiviteterne til også at
omhandle andet end vaccinationsforskning. 
”Vi har store forventninger til forskningsdelen. Med DLVS' kundedatabase og det
rette netværk og kontakter til medicinalindustrien vil vi kunne byde på utrolig
mange forskningsprojekter fremover,” siger Karsten Østergaard. Det nye selskab
er ejet 51 % af DLVS og 49 % af Keld Østergaard. DLVS har en købsoption på
selskabet igennem de næste 3½ år. 

For yderligere information kontakt venligst:
Bestyrelsesformand Karsten Østergaard på tlf. 26 73 73 00.

Danske Lægers Vaccinations Services godkendte rådgiver er:
Schrøder, Lucas & Partnere
St. Kongensgade 68, 1264 København K
Email: gm@schroderlucas.dk
Telefon: 33 30 15 85



DLVS er Danmarks største private udbyder af vaccinationer. Selskabet har siden
1998 vaccineret over 1.2 million personer og afviklet mere end 12.000
vaccinationsarrangementer. Selskabet vaccinerer årligt ca. 190.000 personer og
servicerer 1.000 virksomheder. 

Pièces jointes

pressemeddelelse nr 7 - 2007.pdf