Ny samarbejdsmodel for Totalkreditlån giver kapitallettelse i SPARBANK SPARBANK har valgt at overgå til en ny samarbejdsmodel for formidling af Totalkreditlån. Den nye samarbejdsmodel indebærer, at SPARBANK ikke længere skal stille tabsgarantier i forbindelse med formidlingen af Totalkreditlån. Den nye samarbejdsaftale indebærer samtidigt, at allerede stillede tabsgarantier for ca. 1.811 mio. kr. bortfalder, hvorved de risikovægtede poster reduceres og bankens solvensprocent øges med ca. 0,6 procent point. Fremadrettet vil eventuelle tab på Totalkreditlån formidlet af SPARBANK blive modregnet i den løbende provision, som banken modtager for de formidlede Totalkreditlån som honorering for bankens løbende servicering af Totalkreditlåntagerne.