Københavns Fondsbørs 28.02.2008 Nikolaj Plads 6 1067 København K 01/08 ÅRSREGNSKABSMEDDELELSE 2007 Kommentarer til resultatet i 2007 Selskabets nettoomsætning blev 193,2 mio. kr. i 2007 mod 147,5 mio. kr. i 2006. Det svarer til en stigning på 31 %. Årets resultat af primær drift blev et overskud på 52,1 mio. kr. i 2007, hvor over-skuddet i 2006 var 33,6 mio. kr. Årets resultat før skat blev et overskud på 48,1 mio. kr. mod et resultat før skat i 2006 på 29,2 mio. kr. Selskabet realiserede i 2007 et overskud efter skat på 34,9 mio. kr., mens overskuddet efter skat var på 28,1 mio. kr. i 2006. Resultatet for 2007 er selskabets hidtil bedste og betegnes af bestyrelse og direktion som meget tilfredsstillende. Hvor væksten i 2006 primært var drevet af det store aktivitetsniveau i solcelleindustrien og deraf af-ledte effekter (stigende råvarepriser, salg af remelt til omsmeltning til solcelleindustrien), er væksten i float zone-industrien i 2007/2008 i lige så høj grad drevet af fremgang hos Topsils halvlederkunder, der fremstiller stærkstrømskomponenter baseret på NTD-materiale. Det er samtidig i væsentlig udstrækning de grønne energiteknologier, der driver den meget store vækst i stærkstrømskomponenter baseret på neutrondoteret float zone-materiale. Topsil nyder både direkte og indirekte godt af væksten i de alternative energisektorer. Forventet fremtidig udvikling Topsils største og vigtigste marked er NTD-markedet. I 2007 var der vækst i salget af NTD-produkter, der forventes at fortsætte i 2008. NTD-sortimentet er som tidligere nævnt Topsils kernekompetence og har været det siden 1970'erne. Selskabet har i andet halvår 2007 samt primo 2008 modtaget det største antal ordrer og det største antal forespørgsler nogensinde til et efterfølgende år. Aktivitetsniveauet for 2008 forventes således at blive højere end i 2007. Vi vurderer, at vi vil kunne indkøbe den samme mængde råvarer til produktion i 2008, som vi havde til rådighed til produktion i 2007. Vi forsøger løbende at sikre selskabet yderligere tilgang af råvarer, enten fra de etablerede producenter af råvarer til float zone-produktion eller via udvikling af czochralski-materiale til efterfølgende float zone-behandling. Vi regner med at skalere produktionen i takt med tilgangen af råvarer og kundeinteressen. Som tidligere nævnt arbejder Topsil ihærdigt på at indfri disse mål og inddrager både organi-ske og uorganiske løsningsmodeller i dette arbejde. Vi forventer, at selskabet i 2008 vil opnå en omsætning på 220-240 mio. kr. og et resultat før skat på 50-60 mio. kr. Den fulde meddelelse er vedhæftet i PDF og kan downloades fra selskabets hjemmeside på http://www.topsil.com/0/491