Meddelelse nr. 8/2008 Til OMX Den Nordiske Børs København København 21. april 2008 Forløb af ordinær generalforsamling i Curalogic A/S mandag den 21. april 2008 kl. 14.00. Der er i dag afholdt ordinær generalforsamling i Curalogic A/S. Generalforsamlingen tog bestyrelsens beretning til efterretning. Den fremlagte årsrapport blev godkendt, og der blev meddelt decharge for bestyrelse og direktion. Det blev besluttet, at årets underskud overføres til næste år. De af bestyrelsen forslåede bestyrelsesmedlemmer blev alle genvalgt. Bestyrelsen består herefter af Jakob Schmidt, Christian K. Hansen, Pamela J. Kirby, Alf A. Lindberg og Carl Spana. Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig selv med Jakob Schmidt som formand. Deloitte Statsautoriseret Revisionsaktieselskab blev genvalgt som selskabets revisor. Under dagsordenens punkt 6 blev samtlige forslag behandlet og enstemmigt godkendt således at: De af bestyrelsen fastlagte overordnede retningslinjer for incitamentsaflønning af bestyrelse og direktion er godkendt af generalforsamlingen og efterfølgende offentliggjort på selskabets hjemmeside. Der indsættes i vedtægterne bestemmelse om, at selskabet har vedtaget de overordnede retningslinjer. Bestyrelsen er bemyndiget til i perioden frem til selskabets næste ordinære generalforsamling at lade selskabet erhverve egne aktier inden for en samlet pålydende værdi af i alt 10 % af selskabets aktiekapital, idet købskursen for de pågældende aktier må ikke afvige mere end 10 % fra den på erhvervelsestidspunktet noterede kurs (alle handler) for aktierne på OMX Den Nordiske Børs København. Der i vedtægterne indsættes en bemyndigelse til bestyrelsen til i tiden indtil 21. april 2013 ad en eller flere gange at forhøje selskabets aktiekapital med indtil nominelt DKK 2.821.440 ved udstedelse af nye aktier, der skal være ligestillet med selskabets eksisterende aktiekapital. Den eksisterende bemyndigelse til bestyrelsen til at udstede tegningsoptioner (warrants) ændres, således at bestyrelsen i perioden frem til den 31. marts 2010 er bemyndiget til at udstede op til i alt 1.145.000 tegningsoptioner ad en eller flere gange, svarende til en ret til at tegne aktier i selskabet med pålydende på i alt indtil nominelt DKK 572.500. Tildelingen af warrants sker vederlagsfrit. Dagsværdien på bemyndigelsestidspunktet er på baggrund af samme principper som anvendt i forbindelse med seneste årsrapport beregnet til DKK 1,07 pr. warrant, hvilket svarer til et beløb i alt på DKK 1.224.864 for alle 1.145.000 warrants. Dagsværdien er beregnet ved anvendelse af Black-Scholes model for værdiansættelse af warrants, en tegningskurs på DKK 3,82 tillagt en forrentning på 10% p.a. fra tildelingstidspunktet og indtil udnyttelse, en løbetid på 6 år, 4,2% i risikofri rente, en volatilitet på 40% samt 0% i udbytte. Dirigenten blev bemyndiget til at anmelde de på generalforsamlingen vedtagne beslutninger til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Bestyrelsen for Curalogic A/S For yderligere oplysninger, kontakt venligst: Administrerende direktør Peter Moldt Tlf. +45 99 99 24 01 Økonomidirektør Helle Busck Fensvig Tlf. +45 99 99 24 03 Om Curalogic Curalogic er en dansk biofarmaceutisk virksomhed noteret på OMX Den Nordiske Børs København (CUR.CO) som et SmallCap+ selskab. Curalogic har en stor kassebeholdning og har demonstreret evnen til, med en lille gruppe af udviklingseksperter, at gennemføre komplekse kliniske studier. Curalogic har indledt en søgeproces for at finde udviklingsprojekter med en attraktiv risikoprofil. Det er Curalogics forventning, at der kan indgås en aftale i løbet af 2008, som vil betyde, at selskabet igen har projekter i klinisk udvikling. Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn om selskabets fremtidige økonomiske udvikling og resultater og andre udsagn, som ikke er historiske kendsgerninger. Sådanne udsagn er baseret på forudsætninger og forventninger, som efter selskabets overbevisning er rimelige på nuværende tidspunkt, men som senere kan vise sig at være fejlagtige.
Forløb af ordinær generalforsamling i Curalogic A/S mandag den 21. april 2008 kl. 14.00
| Source: Curalogic A/S