Europeinvestment A/S i likvidation CVR nr. 10435013 c/o Inwema ApS Kongevejen 53, 2840 Holte Telefon: 0046 8 20 92 70 Meddelelse 06-05-2008 Vedr.: Forløb af ordinær generalforsamling 5. maj 2008 Der blev afholdt ordinær generalforsamling i Europeinvestment A/S 5. maj 2008, kl. 11.00 hos Philip & Partnere Advokatfirma, Vognmagergade 7, 1120 København K. Bestyrelsen havde udpeget Castro Khatib til dirigent. Der fremlagdes annoncer fra Dagbladet Børsen 24. april 2008 og fra Statstidende fra 25. april 2008. Endvidere var generalforsamlingen indkaldt ved meddelelse af 23. april 2008 fremsendt online til OMX. Dirigenten bemærkede, at indkaldelsen var fremsendt rettidigt ved de respektive indkaldelsesmåder. Han konstaterede derefter med de tilstedeværendes tilslutning, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og beslutningsdygtig. Herefter gik dirigenten over til dagsordenen, der var i overensstemmelse med vedtægternes § 13. 1. Ledelsesberetning om Selskabets virksomhed i det forløbne regnskabsår De tilstedeværende var bekendt med ledelsesberetningen optrykt i Selskabets årsrapport af 13. februar 2008. Formel beretningsaflæggelse blev derfor frafaldet. 2. Fremlæggelse af årsrapport med ledelses- og revisionspåtegning De tilstedeværende var bekendt med indholdet af Selskabets årsrapport af 13. februar 2008. Formel fremlæggelse af årsrapporten blev derfor frafaldet. Årsrapporten udviser et resultat efter skat på kr. -198.002. Status balancerer med kr. 124.573, og egenkapitalen udgør kr. 95.134. 3. Beslutning om godkendelse af resultatopgørelse og status Lars Christensen rejste indsigelse mod årsrapportens godkendelse med henvisning til de senere punkter på dagsordenen vedrørende en nærmere granskning af Selskabets forhold og gjorde i tilknytning hertil gældende, at Aladdin Investment Services Ltd. (Aladdin) ikke har stemmeret, jf. Aktieselskabslovens § 67, stk. 4. Dirigenten afviste indsigelsen mod stemmeret og satte punktet til afstemning, hvorefter han konstaterede, at Aladdin stemte for godkendelse med 12.650.000 stemmer, idet 2.787.392 stemmer var mod godkendelse, repræsenteret ved fuldmagter til henholdsvis Lars Christensen med 495.025 og Claus Andersen med 2.292.367 stemmer. 4. Beslutning om decharge for direktion og bestyrelse Lars Christensen rejste også i denne sammenhæng indsigelse mod Aladdins stemmeret, hvilket dirigenten afviste, hvorefter punktet blev vedtaget med 12.650.000 stemmer for, og 2.787.392 imod. 5. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til den godkendte årsrapport Lars Christensen rejste på ny indsigelse, som også afvistes, hvorefter resultatdisponeringen blev godkendt med 12.650.000 stemmer, idet 2.787.392 stemte imod. 6. Valg af medlemmer til bestyrelsen Dirigenten udsatte behandlingen af spørgsmålet med henvisning til forslaget om at træde i likvidation. 7. Valg af revisorer Revisionsfirmaet Chr. Mortensen I/S blev genvalgt enstemmigt og med alle stemmer som Selskabets eneste revisor. 8. Eventuel beslutning om at meddele bestyrelsen bemyndigelse til at erhverve indtil 10 % af Selskabets egne aktier Generalforsamlingen godkendte enstemmigt, at bestyrelsen er bemyndiget til at erhverve indtil 10 % af Selskabets aktier. 9. Behandling af eventuelle forslag fra bestyrelsen samt forslag, der i henhold til § 11 måtte være fremkommet fra aktionærerne Der var følgende forslag stillet af bestyrelsen: 1. Ændring af Selskabets hjemsted Det blev vedtaget enstemmigt og med alle stemmer, at Selskabets hjemsted er Kongevejen 53, 2840 Holte i Rudersdal Kommune, hvorefter vedtægternes § 2 får følgende ordlyd: “Selskabets hjemsted er Rudersdal Kommune.” Idet § 8, stk. 1, får følgende ordlyd: “Selskabets generalforsamling skal holdes i Rudersdal eller København Kommune og indkaldes af bestyrelsen med mindst 8 dages varsel og højst 4 ugers varsel, bekendtgørelsesdagen og generalforsamlingsdagen medregnet.” 2. Overførsel af beløb henlagt i særlig fond Det blev enstemmigt og med alle stemmer vedtaget at overføre reservefonden i tilknytning til kapitalnedsættelsen besluttet 14. november 2007 til Selskabets frie reserver. 3. Ændring af indkaldelsesmåde til generalforsamling Der var forslag om at ændre Selskabets vedtægter § 8, stk. 2, til følgende ordlyd: ”Indkaldelse sker ved bekendtgørelse via Erhvervs- og Selskabsstyrelsens elektroniske informationssystem efter bestyrelsens bestemmelse samt ved brev til de navnenoterede aktionærer, som har fremsat begæring herom, til den af aktionærerne til Selskabets aktiebog opgivne adresse.” hvilket blev vedtaget med 12.650.000 stemmer, idet Lars Christensen stemte mod med 495.025 stemmer. 4. Ændring af bestemmelser om omsættelighed Det blev vedtaget enstemmigt og med alle stemmer at ændre vedtægternes § 4, stk. 4, til følgende ordlyd: ”Aktierne er ihændehaveraktier, men kan registreres i aktionærens navn. Ihændehaveren kan få aktien noteret på navn, såfremt anmodning herom fremsættes over for det kontoførende pengeinstitut.” Der var stillet følgende forslag af aktionærer: 5. Beslutning om at sælge retten til filmfonden til Aladdin Generalforsamlingen besluttede enstemmigt og med alle stemmer at sælge filmfonden til Aladdin for € 2,6 mio. 6. Beslutning om at ændre aftalerne om aflønning af bestyrelsen og direktionen i Europe Vision Plc-aktier Kenneth Dundas uddybede forslaget. Det blev besluttet, henset til usikkerheden med hensyn til værdiansættelsen af aktierne i Europe Vision Plc, at bestyrelse og direktion ikke vederlægges i disse aktier men forbliver kreditorer for tilgodehavende honorarer og løn. 7. Beslutning om at bemyndige bestyrelsen til at tilbagebetale gælden til Aladdin Investment Services Ltd. kontant eller i Europe Vision Plc-aktier efter anmodning fra Aladdin Investment Services Ltd. Castro Khatib supplerede forslaget, hvorefter der frem for umiddelbar betaling af tilgodehavendet stilles sikkerhed for Aladdins tilgodehavende i Selskabets aktier i Europe Vision Plc, således at Aladdin er forpligtet til at frigive 20.000.000 aktier i forbindelse med likvidators udlodning. Lars Christensen og Claus Andersen gjorde gældende, at en vedtagelse vil være i strid med Aktieselskabslovens § 80 og stemte mod forslaget, der herefter blev vedtaget med 12.650.000 stemmer, idet 2.787.392 stemte imod. 8. Forslag fra Aladdin Investment Services Ltd. om at nedsætte Selskabets aktiekapital kombineret med en udlodning af aktier i Europe Vision Plc til aktionærerne Forslaget blev vedtaget med 12.650.000 stemmer, medens 2.787.392 stemte imod, idet dirigenten i tilknytning til forslaget bemærkede, at det forudsættes, at forslaget praktisk lader sig gennemføre, idet udlodningen ellers afventer den foreslåede likvidation. Dirigenten havde herefter foreslået, at punkterne 16 og 17 kom til behandling: 16. Undersøgelse af Claus Andersens, Rolf Andersens og andres mulige ansvar Det blev besluttet med 12.650.000 stemmer at gennemføre undersøgelsen, idet Claus Andersen frafaldt sin stemmeret med henvisning til Aktieselskabslovens § 67, stk. 4, medens 495.025 stemte imod. 17. Undersøgelse af Lars Henning Christensens mulige ansvar Det blev vedtaget at gennemføre undersøgelsen med 12.650.000 stemmer, idet Lars Christensen med henvisning til Aktieselskabslovens § 67, stk. 4, frafaldt sin stemmeret, medens 2.292.367 stemmer var imod. 9. Forslag fra Aladdin Investment Services Ltd. om at likvidere Selskabet Lars Christensen gjorde gældende, at Aladdin ikke har stemmeret i medfør af Aktieselskabslovens § 67, stk. 4, og at en likvidation ikke er i Selskabets interesse, men alene i Aladdins og derfor er i strid med Aktieselskabslovens § 80. Generalforsamlingen vedtog herefter at lade Selskabet træde i likvidation med 12.650.000 stemmer, idet 2.787.392 stemte imod. Kenneth Dundas blev valgt til likvidator og instrueredes og bemyndigedes til: 1) At gennemføre kapitalnedsættelsen, som er besluttet af generalforsamlingen, og at udlodde aktierne i Europe Vision Plc i forbindelse med en sådan kapitalnedsættelse, forudsat at dette kan gøres uden et prospekt. 2) At gennemføre likvidationen hurtigst muligt efter udløbet af den 3 måneders periode, hvor kreditorer kan anmelde deres krav. 3) At begære en sletning af notering af Selskabets aktier på et tidspunkt, som vælges af likvidator. 4) At udlodde eventuelle tilbageværende aktier i Europe Vision Plc til aktionærerne, forudsat at dette kan gøres uden et prospekt. Kenneth Dundas oppebærer som likvidator et honorar på kr. 50.000 pr. måned. Dirigenten konstaterede herefter, at punkt 6 på dagsordenen vedrørende valg af bestyrelse bortfaldt. 10. Forslag fra Lola Invest ApS om at opdele Selskabet i to nye selskaber Dirigenten konstaterede, at der var 14.204.867 stemmer imod og alene 495.025 for, hvorfor forslaget er nedstemt. 11. Forslag fra Clan Holding ApS om at undersøge Aladdin Investment Services Ltd.'s gældskonvertering i juni 2007 Claus Andersen og Lars Christensen gjorde gældende, at Aladdin ikke har stemmeret i henhold til Aktieselskabslovens § 67, stk. 4, hvilket dirigenten afviste og herefter konstaterede, at forslaget er nedstemt med 12.650.000 stemmer imod, medens 2.787.392 stemte for. 12. Forslag fra Clan Holding ApS om at undersøge aftalerne vedrørende filmfonden Efter vedtagelsen af forslag 5 ovenfor vedrørende salget af filmfonden frafaldt Claus Andersen forslaget. 13. Forslag fra Clan Holding ApS om at undersøge aftalerne vedrørende honorarerne til Europe Vision Plc i forbindelse med de påtænkte investeringer Claus Andersen og Lars Christensen gjorde gældende, at Aladdin ikke har stemmeret i henhold til Aktieselskabslovens § 67, stk. 4, hvilket dirigenten afviste og herefter konstaterede, at forslaget er nedstemt med 12.650.000 stemmer imod, medens 2.787.392 stemte for. 14. Forslag fra Lola Invest ApS om at undersøge begivenhederne i forbindelse med salget af alle aktiver og aktiviteter til Tritel Investments i februar 2006 Claus Andersen og Lars Christensen gjorde gældende, at Aladdin ikke har stemmeret i henhold til Aktieselskabslovens § 67, stk. 4, hvilket dirigenten afviste og herefter konstaterede, at forslaget er nedstemt med 12.650.000 stemmer imod, medens 2.787.392 stemte for. 15. Forslag fra Rolf Andersen om at afvise ethvert krav som Aladdin Investment Services Ltd. måtte have imod Europeinvestment A/S, medmindre sådanne krav er baseret på forudgående skriftlige aftaler indgået på fair vilkår Claus Andersen og Lars Christensen gjorde gældende, at Aladdin ikke har stemmeret i henhold til Aktieselskabslovens § 67, stk. 4, hvilket dirigenten afviste og herefter konstaterede, at forslaget er nedstemt med 12.650.000 stemmer imod, medens 2.787.392 stemte for. Dirigenten oplyste herefter, at Selskabet har modtaget en forespørgsel fra Claus Andersen i medfør af Aktieselskabslovens § 76 vedrørende 5 specifikke forhold, som Hans Birkholm oplyste følgende vedrørende: 1. Selskabets investering i Tritel Media. Hans Birkholm henviste til de afgivne fondsbørsmeddelelser og oplyste endvidere, at man har rettet forespørgsel til Tritel Media, men ikke modtaget svar. Hans Birkholm vil søge at skaffe oplysninger fra David Lowe, men at man altså ikke hidtil har fået svar på forespørgslerne. Der vil inden for 14 dage, jf. Aktieselskabslovens § 76, stk. 2, blive udarbejdet en skriftlig redegørelse, som vil blive fremsendt til Claus Andersen og Lars Christensen. 2. Hans Birkholm oplyste, at der er tale om en tilfredsstillende aftale om betaling af et engangsbeløb, og Selskabets revisor bekræftede på forespørgsel, at der foreligger dokumentation for omkostningerne. Oplysningerne vil blive suppleret inden for ovennævnte 14-dagesfrist. 3. Hans Birkholm oplyste, at Selskabet har fået mange gode forslag vedrørende investeringsmuligheder, men det har ikke været muligt, bl.a. på grund af anklagerne at skaffe finansiering til projekterne. 4. Spørgsmål vedrørende Selskabets filmfond med Europe Vision Plc blev frafaldet af Claus Andersen. 5. Kapitaludvidelse i juni 2007. Hans Birkholm bekræfter, at kapitaludvidelsen fandt sted i overensstemmelse med Selskabets vedtægter. Da dagsordenen herefter var udtømt, konstaterede dirigenten mødet afsluttet, uagtet en anmodning om pause på 10 minutter fra Lars Christensen. Spørgsmål kan stilles til Selskabets likvidator Kenneth Dundas på telefon +46 8 20 92 70. Europeinvestment A/S i likvidation