-------------------------------------------------------------------------------- -------------------------------------------------------------------------------- -------------------------------------------------------------------------------- | 22. oktober 2008 | -------------------------------------------------------------------------------- | NASDAQ OMX Copenhagen A/S | | | Nikolaj Plads 6 | | | 1007 København K | | -------------------------------------------------------------------------------- Selskabsmeddelelse nr. 26/2008 Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling Bestyrelsen for Lokalbanken i Nordsjælland a/s, CVR-nr. 59173812 indkalder herved i henhold til vedtægternes § 4 til ekstraordinær generalforsamling i banken mandag den 10. november 2008 kl. 18.00 Generalforsamlingen afholdes i Lokalbanken, Slotsgade 36, 3400 Hillerød Dagsordenen er følgende. Forslagene fremsættes af en enstemmig bestyrelse og er godkendt af et enstemmigt repræsentantskab, jf. vedtægternes § 6 og § 11. Forslag til vedtægtsændringer Det foreslås, at vedtægternes § 10, § 11 og § 12 om repræsentantskabet udgår. Samtidig hermed foreslås det, at § 6, stk. 4, stk. 5 og stk. 6 om repræsentantskabets rolle ved vedtægtsændringer udgår. Endelig foreslås det, at henvisningerne til repræsentantskabet i vedtægterne i § 4, i § 6, stk. 1, i § 13, i § 15 samt i § 20 udgår, således at bankens ledelse fremover består af bestyrelse og direktion, ligesom afsnittet om bankens ledelse i vedtægternes § 3a foreslås slettet. Endvidere foreslås vedtægternes § 13 ændret, således at bestyrelsen (eksklusive medarbejderrepræsentanter) udvides til at bestå af op til ti medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for et år ad gangen med mulighed for genvalg. Desuden foreslås § 4 ændret, således at valg af medlemmer til bestyrelsen, herunder formand og næstformand fremover sker på den ordinære generalforsamling, og bestemmelserne i vedtægternes § 13 om valg af formand og næstformand foreslås som konsekvens slettet. I vedtægternes § 14 foreslås quorumkravet ændret, således at bestyrelsen er beslutningsdygtig, såfremt mindst halvdelen af dets medlemmer er tilstede, herunder formanden eller i dennes fravær næstformanden. Endvidere foreslås vedtægternes § 5 og § 6 ændret, således at generalforsamlinger indkaldes af bestyrelsen ved bekendtgørelse i et dagblad efter bestyrelsens skøn, og at generalforsamlinger indkaldes med et varsel på mindst otte dage og maksimalt fire uger, samt at generalforsamlingerne ledes af en af bestyrelsen valgt dirigent. Desuden foreslås fristerne for afholdelse af ordinær generalforsamling i § 4 slettet. Endelig foreslås vedtægternes § 18, sidste afsnit slettet, da bestemmelsen er overflødig, idet der kun gælder et krav om en revisor og en suppleant. Valg til bestyrelsen I forbindelse med det af Svenska Handelsbanken AB (publ) (”Handelsbanken”) den 15. september 2008 fremsatte anbefalede frivillige købstilbud til aktionærerne i Lokalbanken, der blev gennemført den 15. oktober 2008, ønsker Handelsbanken som anført i tilbudsdokumentet at lade Håkan Sandberg, Jens Iversen, Steen Hove, Frank Vang-Jensen, og Eskild Thygesen indtræde i Lokalbankens bestyrelse og lade Håkan Sandberg blive ny formand for Lokalbankens bestyrelse. Det foreslås således, at Håkan Sandberg, Jens Iversen, Steen Hove, Frank Vang-Jensen, og Eskild Thygesen indtræder i bankens bestyrelse, og at formand for bestyrelsen bliver Håkan Sandberg og næstformanden for bestyrelsen Frank Vang-Jensen. De nuværende bestyrelsesmedlemmer, Erik Michael Uttenthal, Knud Helmuth Nielsen, Steen Thomsen og Lone Marianne Mørch fortsætter i bestyrelsen, således at bankens bestyrelse fremover vil omfatte Håkan Sandberg, Jens Iversen, Steen Hove, Frank Vang-Jensen, Eskild Thygesen, Erik Michael Uttenthal, Knud Helmuth Nielsen, Steen Thomsen og Lone Marianne Mørch. Derudover fortsætter Steen Brodersen og Dan-Gøsta Larsen som medarbejderrepræsentanter i Lokalbankens bestyrelse. Valg af ny revisor Det foreslås, at KPMG vælges som ny revisor. Bemyndigelse til dirigenten Dirigenten bemyndiges til at foretage sådanne ændringer i det af generalforsamlingen besluttede, som måtte kræves af Finanstilsynet, Erhvervs og Selskabsstyrelsen eller NASDAQ OMX Copenhagen for at gennemføre godkendelse og registrering af de vedtagne beslutninger. Eventuelt Idet de under punkt 1 omtalte forslag til vedtægtsændringer er vedtaget med et flertal på over 4/5 af repræsentantskabet, kan de nævnte forslag til vedtægtsændringer i henhold til bankens vedtægter § 6, stk. 4 endeligt vedtages af en enkelt generalforsamling med et flertal på såvel 2/3 af de afgivne stemmer som 2/3 af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital uden hensyn til de repræsenterede aktiebeløb. Lokalbankens aktiekapital udgør nominelt kr. 54.000.000. Enhver aktie giver én stemme, når aktierne er noteret i bankens aktieregister, eller når aktionæren med henblik på notering har anmeldt og dokumenteret sin ret, jf. § 7 i bankens vedtægter. Det er en forudsætning for at kunne udøve stemmeretten på en aktie, der er erhvervet ved overdragelse, at aktien senest dagen før indkaldelsen til generalforsamlingen er noteret på navn i bankens aktieregister, eller adkomsten til aktien inden samme tidsfrist er anmeldt og dokumenteret over for banken. Senest otte dage før generalforsamlingen fremlægges dagsorden og de fuldstændige forslag til eftersyn for aktionærerne på bankens kontor Slotsgade 36, 3400 Hillerød. Adgangen til generalforsamlingen er betinget af, at aktionæren senest onsdag den 5. november 2008 kl. 16.00 har løst adgangskort. Adgangskort kan rekvireres hos Lokalbanken på telefon 4840 3000. Fuldmagtsblanket til afgivelse af stemmer kan indhentes hos Lokalbanken på telefon 4840 3000 eller printes via www.lokalbanken.dk. Fuldmagtsblanketten skal være modtaget af Lokalbanken inden fristen for løsning af adgangskort. Hillerød, den 22. oktober 2008 Bestyrelsen