Zepto budgetterer med overskud fra april 2009


First North meddelelse 2/2009                                                   
2. februar 2009                                                                 

Zepto budgetterer med overskud fra april 2009                                   

I budgettet for 2009 forventer Zepto, at selskabet allerede fra og med april    
2009 igen vil skabe overskud på driften. Årsagen er, at de justeringer og       
investeringer i forretningen, som Zepto foretog i 2008, nu slår positivt        
igennem. Samtidig står Zepto meget stærkt på sine centrale markeder, hvor de er 
både teknologi- og prisledende. For hele 2009 forventer Zepto et overskud på    
næsten DKK 5 mio. (EBITDA)                                                      

Allerede fra starten af 2009 mærker Zepto nu, at de gennemførte tilpasninger i  
forretningen, blandt andet i form af reducerede lønudgifter, nu begynder at have
positiv indvirkning på selskabets drift.                                        

”Da finanskrisen for alvor begyndte at skabe problemer for markedet hen mod     
slutningen af 2008, erkendte vi hurtigt, at vi var nødt til at foretage en række
justeringer af vores omkostninger. Det har blandt andet betydet, at vi foretog  
en reduktion i  vores lønudgifter med mere end DKK 1 mio. pr. måned.”, siger    
Lasse Frost, CEO, Zepto A/S.                                                    

Samtidig har de investeringer, som Zepto foretog i løbet af 2008, allerede fra  
starten af 2009 haft positiv indvirkning.                                       

”Med vores nye notebook serie, som blandt andet indeholder markedets hurtigste  
grafikkort, er vi igen teknologi ledende på markedet for bærbare pc'er. Samtidig
fastholder vi vores position som den prisledende leverandør af de mest populære 
formater inden for LCD TV”, siger Lasse Frost.                                  

Som en yderligere erkendelse af markedssituationen har Zepto valgt, at man i    
2009 vil fokusere indsatsen omkring en række færre, men lukrative markeder,     
herunder Danmark, Sverige, Norge, Finland, Holland og Tyskland.                 

For at opnå en stærkere position på retail- og erhversmarkedet har Zepto med    
indgangen til 2009 valgt at gå ind på markedet for fastkonfigurerede bærbare    
pc'er. Det betyder, at Zepto fremover får del i det marked, som ikke ønsker     
eller har mulighed for at benytte et 'build-to-order' koncept (konfigurer selv  
din PC).                                                                        

Zepto A/S forventer i 2009 en omsætning på DKK 168 mio. og et overskud på næsten
DKK 5 mio. (EBITDA). EBIT budgetteres til knap DKK 2,4 mio.                     

Zepto A/S havde ved årsskiftet en egenkapital på ca. DKK 14 mio. udover det     
budgetterede underskud for 2008.                                                

Selskabet forventer, at næste regnskabsmeddelelse bliver offentliggørelse       
af årsregnskab 2008 senest d. 20. marts 2009.                                   


For yderligere information kontakt venligst:                                    
Lasse Frost, CEO, Zepto A/S		                                                   
Mobil: 21 20 90 90, E-mail: lf@zepto.dk                                         

Zepto's godkendte rådgiver er:                                                  
Schrøder Partners A/S, att.: Gert Mortensen                                     
Kongevejen 153, 2830 Virum                                                      
Email: gm@schroderpartners.dk                                                   
Telefon.: 43 58 33 00                                                           

Om Zepto                                                                        
Zepto producerer og sælger bærbare pc'er og LCD-TV og er i dag Europas største  
producent af bærbare pc'er. Virksomheden har hovedsæde i Hedehusene og er       
desuden repræsenteret i Sverige, Norge, Finland, Island, Tyskland, England,     
Holland, Belgien, Østrig, Luxembourg, Malta, Italien og Frankrig. Virksomheden  
samarbejder med en af verdens største notebook producenter, som leverer de      
bærbare pc'er uden harddisk, ram, processorer og anden ekstern lagring. Zepto   
konfigurerer herefter de bærbare pc'er efter kundernes individuelle behov.      
Ejerne bag virksomheden har mere end 20 års erfaring fra IT-branchen indenfor   
komponenter, salg, markedsføring og teknisk service.                            
For mere information om                                                         
Zepto besøg www.zepto.com

Pièces jointes

presse_2_budget 2009_020209.pdf