Den voldsomme finansielle krise i 2008 og opbremsningen i verdensøkonomien har naturligvis haft indvirkning på Sparinvests aktiebaserede afdelinger - og særligt afdelinger med finansielle aktier i porteføljen. Til gengæld har de danske obligationsafdelinger i Sparinvest givet flotte afkast. Helt i top lå Sparinvest Lange Obligationer, der med et afkast på 9,1 % leverede det bedste afkast blandt alle danske obligationsafdelinger. Sparinvest opnåede samtidig at blive kåret af Morningstar som Danmarks bedste investeringsforening på obligationer i 2008. Det ændrer dog ikke ved, at det regnskabsmæssige resultat for investeringsforeningerne i Sparinvest for 2008 samlet blev påvirket af krisen og endte på -9.786 mio. kr.