Meddelelse nr. 02/2009 Til NASDAQ OMX Copenhagen København, 31. marts 2009 Årsrapport 2008 På selskabets ekstraordinære generalforsamling afholdt den 11. december 2008 blev det besluttet, at lade Curalogic A/S træde i solvent likvidation. Selskabet forventer at afholde generalforsamling den 23. april 2009, hvor godkendelse af selskabets årsrapport for regnskabsåret 2008 og godkendelse af likvidationsregnskab pr. 20. marts 2009 vil være på dagsordenen. Økonomiske resultater for regnskabsåret 2008 Curalogic realiserede et driftsresultat (EBIT) på DKK -20,4 mio. i regnskabsåret 2008 sammenlignet med et driftsresultat på DKK -208,3 mio. i 2007. Driftsresultatet er DKK 8,4 mio. dårligere end de forventninger selskabet meldte ud i delårsrapporten fra 3. kvartal i november 2008. Dette skyldes, at selskabet i regnskabsåret 2008 har udgiftsført en række omkostninger foranlediget af, at selskabet efter forventningerne blev udmeldt, er trådt i likvidation. Hovedårsagen til forskellen i driftsunderskud sammenlignet med 2007 er, at udviklingsaktiviteterne i selskabets regi inden for oral immunterapi blev indstillet ved årsskiftet 2007/2008. Selskabets likvide beholdninger udgjorde DKK 282,3 mio. pr. 31. december 2008 mod DKK 329,9 mio. pr. 31. december 2007. Forventninger for regnskabsåret 2009 Det er likvidators forventning, at likvidationen af selskabet vil kunne vedtages endeligt på generalforsamlingen den 23. april 2009. Likvidationen forventes at ske med 20. marts 2009 som regnskabsmæssig skæringsdato. Likvidationsprovenuet forventes at udgøre ca. DKK 4,75 pr. aktie à nominelt DKK 0,50, hvilket er i overensstemmelse med det udmeldte foreløbige estimat, jf. selskabets seneste meddelelse af 25. marts 2009. Forventet likvidationsprovenu vil fremgå af likvidationsregnskab pr. 20. marts 2009, som forventes udsendt med indkaldelsen til generalforsamlingen. København, 31. marts 2009 Curalogic A/S i likvidation For yderligere oplysninger, kontakt venligst: Advokat Tomas Haagen Jensen, Likvidator Tlf. +45 33 41 41 92 Økonomidirektør Helle Busck Fensvig Tlf. +45 99 99 24 03 Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn om selskabets fremtidige økonomiske udvikling og resultater og andre udsagn, som ikke er historiske kendsgerninger. Sådanne udsagn er baseret på forudsætninger og forventninger, som efter selskabets overbevisning er rimelige på nuværende tidspunkt, men som senere kan vise sig at være fejlagtige.