Meddelelse nr. 3/2009 Til NASDAQ OMX Copenhagen København 3. april 2009 INDKALDELSE OG FULDSTÆNDIGE FORSLAG til ordinær generalforsamling i Curalogic A/S i likvidation (CVR nr. 27 97 06 05) torsdag den 23. april 2009 kl. 16.30 Aktionærerne i Curalogic A/S i likvidation, CVR nr. 27970605, indkaldes herved til ordinær generalforsamling, der afholdes torsdag den 23. april 2009, kl. 16.30, på Radisson SAS Royal Hotel, Hammerichsgade 1, 1611 København K. DAGSORDEN 1. Likvidators beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år samt i perioden frem til skæringsdatoen for likvidationsregnskabet. 2. Fremlæggelse af revideret årsrapport til godkendelse. Likvidator indstiller selskabets årsrapport for 2008 til generalforsamlingens godkendelse. 3. Fordeling af overskud eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport. Likvidator foreslår, at årets resultat, et underskud på 10.454.000 kr. overføres til næste år. 4. Fremlæggelse af likvidationsregnskab til godkendelse og dermed beslutning om gennemførelse af likvidationen. Likvidator indstiller likvidationsregnskabet til generalforsamlingens godkendelse og dermed gennemførelse af likvidationen. Som konsekvens af likvidationen vil selskabet blive afnoteret fra NASDAQ OMX Copenhagen. 5. Valg af bestyrelse. Punktet udgår, såfremt likvidationens gennemførelse vedtages, jf. dagsordens pkt. 4. 6. Valg af revisor. Punktet udgår, såfremt likvidationens gennemførelse vedtages, jf. dagsordens pkt. 4. 7. Eventuelle forslag fra aktionærer og likvidator. i) Bemyndigelse af dirigenten. Likvidator foreslår, at dirigenten bemyndiges til at anmelde de på generalforsamlingen vedtagne beslutninger til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt til at foretage sådanne ændringer i de indleverede dokumenter, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen måtte kræve eller finde hensigtsmæssige i forbindelse med registreringen. 8. Eventuelt. ---o0o--- Selskabets aktiekapital udgør dags dato nominelt DKK 28.240.074,50 fordelt på aktier á DKK 0,50 eller multipla heraf. Pr. dagen for den ordinære generalforsamling forventes aktiekapitalen at udgøre DKK 28.360.074,50, idet aktiekapitalen i den mellemliggende periode forventes forhøjet med nominelt DKK 120.000,00 som følge af udnyttelse af warrants. Hvert nominelt aktiebeløb på DKK 0,50 giver én stemme. Stemmeret tilkommer adgangsberettigede aktionærer, som har ladet deres aktier notere i aktiebogen eller har anmeldt og dokumenteret erhvervelsen. Aktionærer, der har erhvervet aktier ved overdragelse, kan ikke udøve stemmeret på de pågældende aktier på generalforsamlingen, uden at aktierne er noteret i aktiebogen, eller at aktionæren har anmeldt og dokumenteret sin erhvervelse forud for indkaldelsen, jf. vedtægternes § 9.1. Til vedtagelse af forslagene på dagsordenen kræves i henhold til vedtægternes § 10.1 simpelt flertal. ---o0o--- Senest 8 dage før generalforsamlingen vil denne dagsordenen med de fuldstændige forslag, årsrapporten for 2008 samt likvidationsregnskabet blive fremlagt til eftersyn for aktionærerne på selskabets kontor hos Gorrissen Federspiel Kierkegaard, H.C. Andersens Boulevard 12, 1553 København V. Dagsorden med de fuldstændige forslag, årsrapporten for 2008 samt likvidationsregnskabet kan endvidere rekvireres på selskabets hjemmeside www.curalogic.dk under “Investor Relations.” Adgang til og stemmeret på generalforsamlingen har enhver aktionær, såfremt aktionæren senest mandag den 20. april 2009, kl. 16:00 har anmodet om udlevering af adgangskort. Aktionærer, der ikke forventer at kunne være til stede på generalforsamlingen, kan afgive fuldmagt til likvidator eller til en af aktionæren udpeget person, der deltager på generalforsamlingen. Fuldmagtsblanket til afgivelse af stemmer kan indhentes hos VP Investor Services A/S eller ved henvendelse til selskabet. Eventuelt udbytte og likvidationsprovenu udbetales via Værdipapircentralen til aktionærernes konti i egne depotbanker, hvorigennem de finansielle rettigheder således udøves, jf. aktieselskabslovens § 73, stk. 5, 2. pkt. Curalogic A/S i likvidation Indkaldelsen offentliggøres den 6. april 2009 i Berlingske Tidende. For yderligere oplysninger, kontakt venligst: Advokat Tomas Haagen Jensen, likvidator Tlf. 33 41 41 92
Indkaldelse og fuldstændige forslag til ordinær generalforsamling i Curalogic A/S i likvidation
| Source: Curalogic A/S