Offentliggjort til NASDAQ OMX Copenhagen via Company News Service den 17. juli 2009 Gennemførelse af restruktureringsprocessen - tilbud til obligationsejerne om at erhverve aktier i Property Bonds VIII (Sverige II) A/S Det er nu besluttet at iværksætte gennemførelsen af den restrukturering af Property Bonds VIII (Sverige II) A/S (Udsteder) (tidligere Landic Property Bonds VIII (Sverige II) A/S), der er beskrevet i fondsbørsmeddelelse nr. 31, offentliggjort den 23. marts 2009, og fondsbørsmeddelelse nr. 36, offentliggjort den 7. april 2009. Indehavere af de af Udsteder under fondskode DK0030021449 udstedte obligationer får således (såfremt betingelserne for obligationsejernes erhvervelse af aktier opfyldes) ret til vederlagsfrit at erhverve i alt 31.980.000 stk. aktier à nominelt DKK 1 i Udsteder, svarende til 79,95% af aktiekapitalen og stemmerne i Udsteder. De resterende aktier i Udsteder ejes stadig af Keops Properties A/S i betalingsstandsning og Keops Properties II A/S i betalingsstandsning, men GE Real Estate Sweden AB har en option til vederlagsfrit at erhverve disse aktier. Kuratellet i Landic Property A/S under konkurs, der forventes udpeget som tilsyn i Keops Properties A/S i betalingsstandsning og Keops Properties II A/S i betalingsstandsning, har givet samtykke til denne plan og de anmeldte betalingsstandsninger forventes ikke at blokere for eller i øvrigt forsinke restruktureringen. Ejerskab til én obligation udstedt af Udsteder under fondskode DK0030021449 giver obligationsejeren ret til at erhverve 7.800 aktier à nominelt DKK 1. Obligationsejeren kan vælge at lade en tredjemand erhverve alle eller en del af aktierne i Udsteder. Aktierne erhverves på de vilkår, der er beskrevet i vedhæftede aktienota, herunder at gennemførelsen af obligationsejernes erhvervelse af aktier i Udsteder er betinget af, at de i aktienotaen beskrevne betingelser opfyldes. Hvis betingelserne ikke er opfyldt senest den 31. december 2009 kl. 14.00, bortfalder tilbuddet til obligationsejerne om at erhverve aktier i Udsteder. En af betingelserne for gennemførelsen af obligationsejernes erhvervelse af aktier i Udsteder er, at GE Real Estate Sweden AB, der er sælger financier, kan godkende samtlige købere af aktierne i Udsteder. Såfremt GE Real Estate Sweden AB ikke kan godkende en køber, bortfalder tilbuddet til den pågældende køber om at erhverve aktier i Udsteder. GE Real Estate Sweden AB kan kun afvise en køber, hvis den pågældende køber - eller den ultimative ejer af den pågældende køber - har et tvivlsomt ry, hvilket afgøres efter GE Real Estate Sweden ABs sædvanlige "know your customer" procedure. Ved underskrivelsen af vedhæftede aktienota accepterer køber, at Udsteder må videregive købers navn til GE Real Estate Sweden A/S. Tilbuddet om erhvervelse af aktier udløber onsdag den 12. august 2009, kl. 16:00. For så vidt angår fremgangsmåden ved erhvervelse af aktier henvises til vedhæftede aktienota og acceptblanket, der skal udfyldes og underskrives af obligationsejeren. Hvis obligationsejeren vælger at lade en tredjemand erhverve alle eller en del af aktierne, skal denne tredjemand ligeledes udfylde og underskrive aktienota og acceptblanket. Udfyldt og underskrevet aktienota og acceptblanket skal returneres inden tilbudsfristens udløb. Proceduren herfor er beskrevet i vedhæftede aktienota (Bilag 1). En køber, der alene eller sammen med nærtstående kommer til at besidde mere end 2.000.000 stk. aktier à nominelt DKK 1 i Udsteder, svarende til mere end 5% af aktiekapitalen og stemmerne i selskabet, kan af skattemæssige årsager ikke få lov til at eje aktierne direkte. Såfremt en køber alene eller sammen med nærtstående kommer til at besidde mere end 2.000.000 stk. aktier/5% af aktiekapitalen og stemmerne i Udsteder, skal køber forholde sig som anført i vedhæftede aktienota. Til erhvervelse af 2.000.000 aktier kræves besiddelse af mere end 256 obligationer (nominelt DKK 25.600.000) udstedt af Udsteder under fondskode DK0030021449. Der vil blive afholdt ekstraordinær generalforsamling i Udsteder, onsdag den 19. august 2009, kl. 10.30 hos Deloitte, Weidekampsgade 6, 2300 København S. Formel indkaldelse til denne generalforsamling vil blive offentliggjort via NASDAQ OMX Copenhagen. De obligationsejere, der returnerer udfyldt og underskrevet aktienota og acceptblanket inden fristens udløb, og som i acceptblanketten har udtrykt ønske herom, vil få fuldmagt fra Keops Properties A/S i betalingsstandsning til at stemme på denne generalforsamling på punktet valg af ny bestyrelse i Udsteder. De pågældende obligationsejere skal ikke bestille adgangskort, men skal blot møde op på generalforsamlingen, hvor de vil få udleveret stemmesedler. Det forventes, at betingelserne for gennemførelsen af obligationsejernes erhvervelse af aktier i Udsteder vil blive opfyldt onsdag den 19. august 2009 efter den ekstraordinære generalforsamlings afholdelse. Spørgsmål vedrørende denne meddelelse kan rettes til Company Secretary Klaus T. W. Lund på telefon 3378 4000.