Den økonomiske krise sætter fortsat sine spor i den nordvestjyske økonomi og dermed også i Morsø Bank, som er en væsentlig økonomisk samarbejdspartner for erhvervsvirksomheder og privatkunder i det nord-vestjyske. Konjunkturudsigterne er dystre og fortsat præget af økonomisk afmatning, hvilket generelt øger behovet for nedskrivninger og hensættelser på en række kundeengagementer. Nedjusteringen af resultatforventningerne for 2009 kan dog primært henføres til to forhold. I forbindelse med bankens overtagelse af aktiviteterne i Sparekassen Spar Mors, primo november 2008, blev der som bekendt foretaget markante nedskrivninger i form af dagsværdireguleringer på udlånsporteføljen i sparekassen. Uagtet dette, har der i takt med at vi har fået bygget et bedre dokumentationsgrundlag op på engagementerne, vist sig et yderligere behov for markante nedskrivninger på en række engagementer. Dette forhold påvirker resultatet for 2. kvartal 2009 negativt med ikke mindre end 18 mio.kr. Endvidere må vi konstatere, at bankpakke I er et fortsat dyrt bekendtskab. Udover den løbende provisionsbetaling har der således i 2. kvartal 2009 vist sig behov for yderligere hensættelser på den af banken stillede garanti på 4,6 mio.kr. Bankpakke I har således i første halvår 2009 påvirket bankens resultat negativt med 14,7 mio.kr., fordelt med 8,7 mio.kr. i provisionsbetaling og 6,0 mio.kr. i hensættelser. Bankens halvårsregnskab, der offentliggøres i sin helhed den 11. august 2009, vil udvise et underskud før skat på 36,8 mio.kr. Solvensprocenten vil udgøre 12,9 og kernekapitalprocenten 6,5. I den forbindelse skal erindres om, at overtagelsen af aktiviteterne i Spar Mors, der fandt sted cirka 2 måneder før offentliggørelse af bankpakke II, isoleret set betød et fald i bankens kernekapitalprocent på godt 2 procentpoint. Morsø Bank har hidtil opereret med en forventning om et resultat før kursreguleringer og skat på godt 5 mio.kr. for 2009. I halvårsresultatet indgår positive kursreguleringer for godt 5 mio.kr. Banken forventer nu for året 2009 et underskud før kursreguleringer og skat i niveauet 30 - 40 mio.kr. Spændet i resultatforventningerne afspejler en fortsat betydelig usikkerhed omkring resultatpåvirkningen af bankens garantistillelse i forbindelse med bankpakke I. Som tidligere meddelt har banken ansøgt om deltagelse i bankpakke II. Forhandlinger om vilkår herfor, er endnu ikke indledt. For yderligere information, kontakt venligst Bankdirektør Torben Sørensen, direkte telefon 96 15 25 10 Med venlig hilsen Morsø Bank Hans Hangaard Pedersen Torben Sørensen Bestyrelsesformand Bankdirektør
Morsø Bank nedjusterer forventningerne til 2009
| Source: Morsø Bank A/S