H. Lundbeck A/S (Lundbeck) har i dag offentliggjort en fælles beslutning med samarbejdspartneren Solvay Pharmaceuticals, B.V. (Solvay) om at indstille alle fælles forsknings- og udviklingsaktiviteter med Solvays lægemiddelkandidat bifeprunox, som udvikles til vedligeholdelses¬behandling af skizofreni. Selskaberne traf beslutningen efter at have evalueret de seneste resultater fra en foreløbig analyse af de samlede data, som skulle danne grundlag for en potentiel udvidelse af det igangværende kliniske fase III program. De opnåede data på effektivitet understøttede ikke en videreførelse af den nuværende udviklingsstrategi om at stabilisere ikke-akutte patienter med skizofreni. Lundbeck og Solvay vurderer derfor, at det vil være formålsløst at fortsætte undersøgelserne. Indholdet af denne meddelelse får ingen indflydelse på Lundbeck-koncernens resultatforventninger til regnskabsåret 2009. Om bifeprunox Bifeprunox, en partiel dopamin og serotonin 5-HT1A agonist, hvis formål er at stabilisere dopaminfunktionen i hjernen, er blevet undersøgt i mere end 2.500 patienter med skizofreni i 14 effektivitets- og sikkerhedsstudier flere steder i verden. Solvay har oprindeligt udviklet stoffet. Lundbeck kontakt Investorer: Presse: Jacob Tolstrup Mads Kronborg Director, IR & Communication Media Relations Tlf. 36 43 30 79 Tlf. 36 43 28 51 Palle Holm Olesen Head of Investor Relations Tlf. 36 43 24 26 Magnus Thorstholm Jensen Investor Relations Officer Tlf. 36 43 38 16 Om H. Lundbeck A/S H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUKY) er en international farmaceutisk virksomhed, der er dybt engageret i at forbedre livskvaliteten for mennesker, der lider af sygdomme i centralnervesystemet (CNS). Lundbeck arbejder med forskning, udvikling, produktion, markedsføring og salg af lægemidler i hele verden målrettet lidelser som depression, angst, skizofreni, søvnløshed samt Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons sygdomme. Lundbeck blev grundlagt i 1915 af Hans Lundbeck i København, og har i dag mere end 5.500 ansatte over hele verden. Lundbeck er en af verdens førende virksomheder inden for CNS-området. Lundbeck omsatte i 2008 for DKK 11,3 mia. (ca. EUR 1,5 mia. eller USD 2,2 mia.). For mere information, se www.lundbeck.com.
Opdatering om pipeline - efter en foreløbig analyse indstilles studierne med bifeprunox til behandling af skizofreni
| Source: H. Lundbeck A/S