Periodemeddelelse for perioden 1. juli 2009 til 16. november 2009


NASDAQ OMX Copenhagen A/S
Nikolaj Plads 6
1007 København K





Hellerup, den 16. november 2009







Schaumann Properties A/S' fondsbørsmeddelelse nr. 14 / 2009

Periodemeddelelse for perioden 1. juli 2009 til 16. november 2009

Resumé:

•	Der forventes for hele regnskabsåret 2009 et driftsmæssigt underskud i      
         niveauet 370 mio. kr. 
•	Situationen for Schaumann Properties A/S er kendetegnet af en fortsat meget
         stram likviditet. 
•	”Waves” (Det nye Hundige Storcenter) åbnede til planlagt tid og er afleveret
         til køber. 
•	Periodens salg af ejendomme og afleveringer af projekter vil reducere
         balancesummen med ca. 1,9 mia. kr. i 2. halvår 2009. 


Væsentlige begivenheder og transaktioner

Der er i perioden 1. juli 2009 til d.d. som tidligere bebudet anvendt
betydelige ressourcer på sonderinger af koncernens muligheder for at indgå i
strategiske samarbejder. 

Der er fortsat positive forventninger til disse drøftelser, der bl.a. drejer
sig om en refinansiering og salg af den nordtyske ejendomsportefølje i det
associerede selskab Schaumann Northern Germany ApS. 

Efter afslutning af byggeriet af koncernens del af Hundige Storcenter, der nu
har skiftet navn til Waves, åbnede den nye centerdel planmæssigt den 29.
oktober 2009. Åbningen var en succes med mere end 350.000 besøgende de første 3
dage. 

Schaumann-koncernen har gennem flere år arbejdet på Hundige-projektet, der
udviklede sig til nybyggeri af 30.000 kvm., hvilket sammen med de ældre dele af
centeret har gjort Waves til landets største butikscenter på i alt ca. 70.000
kvm. 

Det nybyggede center kunne dagen efter åbningen afleveres til den nye ejer
Dades A/S, og efter ekspedition af tinglysning af skøde vil koncernens balance
som følge af afleveringen reduceres med op imod 1,3 mia. kr. 

Betydelig fordyrelse på Hundige-projektets omkostningsside herunder af
byggeriet og finansieringen og forventet tab på en garanti afgivet til køber
for kommende lejeindtægter medfører, at afleveringen af centeret giver en
negativ resultateffekt i niveauet 40 - 60 mio. kr. i 2. halvår, og at der ikke
i forbindelse med afleveringen frigøres likviditet til koncernens løbende
driftsudgifter. 

Ombygningen af ejendommen Datavej 22 i Birkerød er i perioden gennemført på
forventet tid og til forventet pris, hvilket bl.a. afspejler de fornuftige
forhold, der nu har genindfundet sig på byggeområdet. Ejendommen fremstår nu
nyindrettet, og størstedelen af ejendommen er udlejet på en ny lang kontrakt
med Beredskabsstyrelsen. 

Faldet i byggeomkostningerne har positiv indvirkning på budgetterne for
projektet Stationsvej i Birkerød, der består i byggeri af butikker og et antal
boliger, og hvor der er indgået lejekontrakt med en dagligvarebutik. 

I oktober solgte koncernen ejendommen Dalgas Have 15, Frederiksberg. 

Salget af Dalgas Have 15 giver et regnskabsmæssigt tab på 50 - 60 mio. kr., der
sammensætter sig af et tab på ejendommen i forhold til bogført værdi på 25
mio. kr. samt et kurstab på gælden i ejendommen på ca. 30 mio. kr. 

Byggerierne af hotel, fitnesscenter og boliger ved Potsdamer Platz i Berlin
forløber fortsat planmæssigt med forventet færdiggørelse i 2010.
Ejendomsmarkedet i Berlin er langt mindre påvirket af finanskrisen end det
danske marked. Boligsalget forløber bedre end forventet med 15 solgte enheder
ud af de 40 luksusboliger, som koncernen deltager i opførelse af i samarbejde
med Kondor Wessel. Boligerne er solgt til priser på 5,3 tEUR pr kvm. 

Der er i øvrigt i perioden solgt en mindre erhvervsejendom i Silkeborg.


Generel beskrivelse af koncernens finansielle stilling og resultater

Det har i perioden været en betydelig udfordring at få koncernens likviditet
til at slå til, og det har bl.a. været nødvendigt at udskyde betalingen af
visse renteudgifter. 

Den stramme likviditet er en følge af, at de i perioden afsluttede projekter
eller solgte investeringsejendomme ikke har frigivet nævneværdig disponibel
likviditet. De senest i halvårsrapporten beskrevne kreditfordyrelser og ringe
muligheder for nye lån har også spillet ind, ligesom der løbende må afholdes
udgifter til virksomhedens drift. 

Der føres drøftelser med koncernens bankforbindelser om sikring af den
nødvendige finansiering til fortsat udvikling af projekter og gennemførelse af
igangværende byggerier. 

Koncernens omkostninger forventes reduceret yderligere, og samtidig søges
færdigbyggede ejendomme afhændet. 

Koncernens resultater i 2. halvår vil, bl.a. som følge af de under væsentlige
begivenheder og transaktioner nævnte forhold, udvise et betydeligt underskud,
der sammen med underskuddet før skat i 1. halvår på 78 mio. kr. kan ventes at
medføre et samlet driftsmæssigt underskud for hele regnskabsåret 2009 i
niveauet 370 mio. kr. 

Der er ved estimeringen af det nævnte underskud indregnet visse nedskrivninger
af kostprisen på konkrete udviklingsprojekter. Det drejer sig om projekter, der
ikke synes at nå en tidligere forventet udvikling, f.eks. hvad angår niveau for
udlejningspriser eller tidshorisonten for udviklingen. 

Det i perioden aftalte salg af ejendommen Dalgas Have 15, Frederiksberg og
afleveringen af den nye del af Hundige Storcenter betyder, at koncernens
finansielle gæld og dermed balancesummen vil blive reduceret med ca.1,9 mia.
kr. Dette betyder en halvering af koncernens balancesum fra ca. 4 mia. kr. til
ca. 2 mia. kr. 
 

For yderligere information kan direktør Jens Schaumann kontaktes på tlf. 70 21
01 13. 


Med venlig hilsen


Bestyrelsen

Pièces jointes

fbm nr 14 af 16.11. 2009.pdf