Fusionsforhandlinger med Spar Nord FormueInvest A/S


Nasdaq OMX, Den Nordiske Børs
Nikolaj Plads 6
Postboks 1040
1007  København K

Fondsbørsmeddelelse nr. 27/2009

Aalborg, den 18. december 2009


Fusionsforhandlinger med Spar Nord FormueInvest A/S

Som tidligere meddelt har KapitalPleje A/S (”KapitalPleje”) i en længere
periode arbejdet på en løsning af den fastlåste situation, som selskabet har
befundet sig i på grund af sin eksponering mod illikvide aktiver (primært
hedgefonde). 

En situation, der har medført, at KapitalPleje har været tvunget til at afvente
tilbageløb af de illikvide investeringer, før nye investeringer kunne foretages.

Efter drøftelser med Spar Nord Bank A/S (”Spar Nord Bank”) og Spar Nord
FormueInvest A/S (”Spar Nord FormueInvest”) kan KapitalPlejes ledelse nu
offentliggøre en plan, som efter ledelsens opfattelse anviser en positiv vej ud
af den utilfredsstillende situation. 

KapitalPleje har således indledt forhandlinger med Spar Nord Bank om frasalg af
illikvide aktiver for ca. 100 mio. kr. Frasalget af aktiverne, der forventes
afsluttet i starten af det nye år, vil ske med udgangspunkt i markedspriser. 

I forbindelse med forhandlingerne om frasalg er der indhentet en ekstern
tredjeparts vurdering af KapitalPlejes investering i Eden Rock. KapitalPlejes
investering i Eden Rock på 58,5 mio. kr., som i kvartalsrapporten for 1.-3.
kvartal 2009 er omtalt som værende behæftet med en væsentlig risiko, vil som
følge af den foretagne eksterne vurdering blive nedskrevet med ca. 20 mio. kr. 

Der er ligeledes truffet aftale om salg af et enkelt aktiv som har medført en
opskrivning på ca. 2 mio. Samlet betyder disse justeringer, at den indre værdi
reduceres med 2,67 kr. pr aktie. 

Offentliggørelsen af den daglige indre værdi vil fra mandag den 21. december
2009 indeholde ovennævnte justering. 

KapitalPlejes aktiver forventes efter frasalg at bestå af en likvid beholdning
på 45-50 mio. kr., samt et opsagt tilgodehavende på ca. 30 mio. kr. i
hedgefondene Heptagon og Antarctica. 








Det forventede frasalg har gjort det muligt for KapitalPleje at indlede
forhandlinger med Spar Nord FormueInvest om en fusion, hvor Spar Nord
FormueInvest vil være det fortsættende selskab. Fusionen forventes, at vil ske
på basis af værdiansættelser af de to selskabers aktiver med udgangspunkt i
markedspriser, og aktionærerne i KapitalPleje vil modtage aktier i Spar Nord
FormueInvest som vederlag. 

Fusionen kræver godkendelse af generalforsamlingen i KapitalPleje og
generalforsamlingen i Spar Nord FormueInvest. Det endelige konverteringsforhold
for aktionærerne i KapitalPleje vil blive fastlagt på det tidspunkt, hvor
generalforsamlingen i KapitalPleje endeligt godkender fusionen. 

Da Spar Nord FormueInvest vil blive det fortsættende selskab, vil Spar Nord
FormueInvests investeringsstrategi blive videreført. Der vil således ske en
ændring i den nuværende risikoprofil for aktionærerne i KapitalPleje, da
risikoprofilen i Spar Nord FormueInvest er lavere end i KapitalPleje. 

Spar Nord FormueInvest har i årets 3 første kvartaler opnået et resultat på
35,5 mio. kr. før driftsomkostninger, svarende til en forrentning af
egenkapitalen på 23,17 pct. 

Det er bestyrelsens opfattelse, at et frasalg af illikvide aktiver og
efterfølgende fusion med Spar Nord FormueInvest vil være den bedste løsning for
aktionærerne. 

Fusionsplanen forventes at kunne offentliggøres i medio februar 2010, og vil
efterfølgende blive behandlet på en ekstraordinær generalforsamling medio marts
2010. 



Med venlig hilsen
KapitalPleje A/S


Knud Wæde Hansen		
Bestyrelsesformand

Pièces jointes

fb 272009 fusionsforhandlinger kap.pdf