Jacob Leth, bestyrelsesmedlem i Eik Banki på Færøerne, har i dag meddelt banken, at han for ikke at skade bankens omdømme, med omgående virkning har besluttet at trække sig fra bestyrelsen for Eik Banki. Meddelelsen kommer efter de seneste dages omtale af Jacob Leth i medierne. “Den eneste årsag til at jeg trækker mig fra bestyrelsen er, at jeg ikke ønsker at sætte mine egne personlige interesser over bankens. Jeg har fuldstændig ren samvittighed og har intet forkert gjort”, siger Jacob Leth, der i danske og færøske medier er blevet beskyldt for lovbrud i forbindelse med værdipapirhandel. Frithleif Olsen, bestyrelsesformand, beklager den opståede situation. “Vi har været meget glade for samarbejdet med Jacob Leth. Det er særdeles beklageligt, at denne situtation er opstået. Men vi har stor respekt for Jacob Leth's beslutning. Jeg vil benytte anledningen til at takke Jacob Leth for tiden i bestyrelsen i Eik Banki, som desværre blev alt for kort, og ønske ham alt det bedste fremover”. Jacob Leth blev valgt i bestyrelsen for Eik Banki P/F ved generalforsamlingen den 27. marts 2010. Med venlig hilsen Frithleif Olsen Bestyrelsesformand