Bestyrelsen for Dan-Ejendomme Holding as har i dag behandlet og godkendt koncernens delårsrapport for perioden 1. januar - 30. juni 2010. Resume: Nettoomsætningen for de første seks måneder af 2010 udgjorde 181,7 mio. kr. mod 142,7 mio. kr. for tilsvarende periode sidste år. Stigningen i omsætningen på 39,0 mio. kr. kommer primært fra overtagelsen af Kuben Ejendomsadministration A/S samt fremgang i ejendomsforvaltning. Resultat af primær drift for de første seks måneder af 2010 udgjorde 14,3 mio. kr. mod 12,8 mio. kr. for tilsvarende periode sidste år. Forbedringen kan primært henføres til ejendomsbesiddelse. Resultat efter skat for de første seks måneder af 2010 udgjorde 14,3 mio. kr. mod 15,8 mio. kr. for tilsvarende periode sidste år. Resultatet er positivt påvirket af kursregulering på koncernens obligationsbeholdning. Der har i 1. halvår 2010 været afholdt integrations- og transaktionsomkostninger i forbindelse med overtagelsen af Kuben Ejendomsadministration A/S. Resultatet for årets første seks måneder betragtes på denne baggrund som tilfredsstillende. Forventningen til 2010, som udmeldt i forbindelse med offentliggørelse af årsrapporten for 2009, fastholdes. Venlig hilsen Dan-Ejendomme Holding as Jens Otto Veile formand for bestyrelsen
Delårsrapport for perioden 1. jan-30. juni 2010
| Source: Dan Ejendomme Holding A/S