Amagerbankens vilkårsaftale med Finansiel Stabilitet


Meddelelse nr. 61-2010  
                                                                3. december 2010

		                                                                              
			                                                                             
Selskabsmeddelelse                                                              


Amagerbankens vilkårsaftale med Finansiel Stabilitet                            

Den 28. juni 2010 indgik Amagerbanken og Finansiel Stabilitet A/S aftale om     
vilkår for ydelse af statsgaranti, hvorved Finansiel Stabilitet forpligtede sig 
til at garantere for bankens udstedelse af obligationslån for i alt 13,5 mia.kr.
Udganspunktet for aftalen var den standardaftale, som Finansiel Stabilitet      
anvender i forbindelse med indgåelse af aftaler om vilkår for ydelse af         
statsgaranti. Denne aftale indeholder en række standardvilkår, for eksempel     
vilkår vedrørende garantiprovision, regres, renter og omkostninger.             
Finansiel Stabilitet stillede imidlertid ved indgåelsen af aftalen særlige      
vilkår.                                                                         
Nogle af disse vilkår er allerede offentliggjort af banken, f.eks. kravet om en 
kapitaltilførsel på min. 750 mio. kr., mens andre ikke er almindelig kendt.     
Bankens bestyrelse finder det rigtigst at orientere aktionærer og andre         
interessenter om indholdet af disse særlige vilkår for dermed at skabe          
transparens om bankens forhold i denne sag.                                     
Banken forpligtede sig til at sikre, at Finansiel Stabilitet fik indvalgt to (se
herved meddelelse  nr. 57-2010 af 15. november 2010) af Finansiel Stabilitet    
udpegede medlemmer til bankens bestyrelse. Disse to medlemmer skal godkende alle
væsentlige beslutninger i banken.                                               
Aftalen indeholder ikke en udtømmende opregning af, hvad der er en væsentlig    
beslutning, men som eksempler kan nævnes:                                       
* Funding af bankens virksomhed, herunder låneoptagelse 
* Ændring af regnskabsprincipper og valg af revisor 
* Budgetter, herunder større investeringer samt ændring af filialstruktur og 
  medarbejdersammensætning 
* Indstilling om udbytte til generalforsamlingen 
* Fusion eller anden omstrukturering. 
* Bevilling af nye engagementer over 50 mio. kr., samt 
* Forhøjelse af engagementer over 25 mio. kr. med nedskrivninger eller forhøjet 
  solvens behov                                                        
				                                                                 
Herudover har de to bestyrelsesmedlemmer mulighed for at henskyde afgørelsen om 
en beslutnings væsentlighed til Finansiel Stabilitet, hvis begge medlemmer      
finder, at en beslutning er væsentlig, og flertallet af øvrige                  
bestyrelsesmedlemmer ikke er enig heri.                                         
Endvidere har banken forpligtet sig til at foretage de ændringer i              
direktionsstruktur og sammensætning, som Finansiel Stabilitet kræver, ligesom   
banken har forpligtet sig til at overdrage virksomheden til en køber anvist af  
Finansiel Stabilitet, hvis den ikke opfylder kapitalkravene i lov om finansiel  
virksomhed.                                                                     
Banken kan i den forbindelse oplyse, at Finansiel Stabilitet allerede i         
september meddelte banken, at der skulle ske styrkelse af direktionen og        
udskiftning af den administrerende direktør.                                    
Konsekvensen af, at banken ikke overholder vilkårene, er, at Finansiel          
Stabilitet kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, hvilket kan medføre, at 
banken skal tilbagebetale et beløb, der svarer til 13,5 mia. kr. Vilkårene er   
gældende i den 3-års periode, aftalen løber.                                    
Som vedhæftet fil fremsendes 'Aftale om vilkår for ydelse af statsgaranti'.     


		                                                                              
                               Med venlig hilsen                                
                            A M A G E R B A N K E N                             


                    Niels Heering                 Steen Hove                    
                    Bestyrelsesformand            Adm. direktør 



Evt. henvendelse kan ske til bestyrelsesformand Niels Heering på mobil 4017 7531
eller adm. di­­rek­tør Steen Hove mobil 2630 6995.                              





www.amagerbanken.dk

Pièces jointes

amagerbankens vilkarsaftale med finansiel stabilitet.pdf aftale om vilkar for ydelse af statsgaranti.pdf