NASDAQ OMX Nikolaj Plads 6 1007 København First North meddelelse nr. 46, 2010 Hørsholm, den 9. december 2010 AQUALIFE vinder kontrakt som logistikleverandør til højtprofileret akvakulturprojekt i Abu Dhabi Under henvisning til First North meddelelse nr. 40, 2010, omhandlende en testafskibning med levende fisk, meddeles det, at AQUALIFE har indgået en aftale med det tyske firma United Food Technologies AG (UFT) om at transportere et større parti levende sibirisk stør fra Tyskland til Abu Dhabi i løbet af første halvår 2011. UFT's kerneforretning omfatter konstruktion af moderne, miljømæssigt bæredygtige akvakulturelle anlæg, herunder anlæg til opdræt af fisk samt produktion af forædlet kaviar. UFT's anlæg til fiskeopdræt kan placeres fleksibelt rundt om i verden, hvilket gør det muligt at skabe stor grad af uafhængighed omkring det enkelte anlægs placering set i forhold til placeringen af de konventionelle markeder for fiskeriprodukter. Forud for aftalen mellem UFT og AQUALIFE har biologer fra UFT i samarbejde med AQUALIFE's tekniske team udført en række tests, der tjener som empirisk grundlag for den indgåede aftale med UFT om denne specialtransportopgave. Testgrundlaget indbefatter såvel statiske laboratorietests som føromtalte testafskibning. Aftalen med UFT omfatter transport af ca. 140 tons sibirisk stør fra en fiskeopdrætsfarm i den tyske by Jessen til Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Bestanden af stør skal anvendes som første opdrætskuld i verdens største produktionsanlæg af kaviar fra sibirisk stør. Aftalen forventes at generere en omsætning for AQUALIFE på godt 5 mio.kr. i første halvår af 2011. Med venlig hilsen, Lars Nannerup CEO -------------------------------------------------------------------------------- | Yderligere informationer kan fås ved | Selskabets Certified Adviser er | | henvendelse til: | Dahl-Sørensen & Partners A/S | | Lars Nannerup, adm. direktør tlf.: (+45) | Allan Reimann, tlf.: (+45) 3364 | | 2242 4455 | 9205 | | E-mail: lars@AQUALIFE.nu | | --------------------------------------------------------------------------------