ASGAARD GROUP A/S har d.d. offentliggjort halvårsrapport for perioden 1. oktober 2010 til 31. marts 2011. Aktiviteterne i ASGAARD GROUP-koncernen udviklede sig samlet set som forventet i 1. halvår af regnskabsåret 2010/2011, hvor aktiviteterne i ASGAARD GROUP A/S og de direkte ejede projektselskaber har bidraget positivt, Tetris A/S har bidraget positivt, mens Nordic Development Group har bidraget negativt. Sammen med en positiv udvikling i koncernens værdipapirbeholdning, realiseres der således i 1. halvår et mindre overskud Den underliggende udvikling i ASGAARD GROUP A/S og de direkte ejede projektselskaber, samt i Tetris A/S er positiv, også mere positiv end det endnu kan udledes af resultaterne, idet aktivitetsniveauet er stigende. Udviklingen i Nordic Development Group og perspektivet på kort og mellemlang sigt er negativt påvirket af, at vi i april 2011 måtte terminere samarbejdet med Siva Group om udvikling af 3 vindmølleparker i Østeuropa. Koncernen opnåede i halvåret en omsætning på DKK 7,4 mio. og realiserede et overskud før skat på DKK 0,1 mio. Udviklingen har været en konsekvens af det begrænsede aktivitetsniveau i perioden, mens det er positivt påvirket af en positiv udvikling i kursen på koncernens beholdninger af værdipapirer. Resultatet anses samlet for at være tilfredsstillende, da det er på linie med det forventede resultat for perioden. Der er i halvåret sket salg af 3/4 af projektselskabet, der ejer Fakta i Lejre. Koncernens egenkapital udgjorde DKK 170,6 mio. pr. 31. marts 2011 hvilket svarer til en soliditet på 45,51%. For helåret forventes fortsat et resultat før skat på DKK 0-10 mio. Koncernens likvide midler udgjorde DKK 3,5 mio. pr. 31. marts 2011. De likvide midler, eksisterende kreditfaciliteter samt modtagne finansieringstilsagn vurderes tilstrækkelige til at sikre finansieringen af koncernens drift og kommende investeringer. Der opleves fortsat vanskelige forhold for finansiering af investeringsejendomme, hvilket rammer koncernens afsætningsmuligheder, bortset fra projekter der henvender sig til pensionskassesektoren. Finansiering af udviklingsprojekter er fortsat særdeles vanskelige, men der opleves dog en opblødning, hvor projekter af ubetinget høj bonitet kan finansieres, når udvikleren - som i vores tilfælde - har et stærkt økonomisk fundament. Vi har længe forventet, at koncernens gode likviditet, høje soliditet og relativt begrænsede eksponering, ville give mulighed for særdeles attraktive indkøb - på baggrund af udviklingen i første halvår, mener vi at kunne sige, at det sker nu. [HUG#1518762]