Endnu et solidt årsregnskab fra Coloplast


Omsætningen steg med 7% til 10.172 mio. kr., og overskudsgraden (EBIT marginen) var på 25% mod 21% i samme periode sidste år. Dermed leverede Coloplast et tilfredsstillende årsregnskab for finansåret 2010/2011.

”Jeg er rigtigt godt tilfreds med årets resultat,” siger adm. direktør, Lars Rasmussen.

”Vi fortsatte med at vokse mere end markedet og har samtidigt øget overskudsgraden fra 21% til 25%. Det glæder mig, at vi endnu engang leverer solide resultater og lever op til vores egne forventninger.”

Årets resultat steg med 46% til 1.819 mio. kr., og indtjeningen pr. aktie (EPS) steg ligeledes med 46% til 42,6 kr. sammenlignet med samme periode sidste år.

I forretningsområderne blev væksten henholdsvis 8% i Stomi, 8% i Kontinens og 9% i Urologi, mens væksten i hud- og sårplejeprodukter var negativ med 1% i forhold til sidste år.

”Jeg er særligt tilfreds med den fortsat meget flotte vækst i vores kroniske forretningsområder stomi og kontinens, hvor især de nye markeder og Storbritannien vokser pænt,” siger Lars Rasmussen.

”Salget i den mindre sårplejeforretning udviklede sig fortsat ikke tilfredsstillende og var præget af prispres og intens konkurrence på de europæiske markeder.”

Set i lyset af Coloplasts stærke likviditet har bestyrelsen besluttet at iværksætte endnu et aktietilbagekøbsprogram på samlet op til 1 mia. kr. frem til udgangen af regnskabsåret 2012/13. Aktietilbagekøbsprogrammet for finansåret 2010/2011 er tilendebragt.

Bestyrelsen indstiller yderligere til generalforsamlingen den 7. december 2011 at betale udbytte på 14,00 kr. pr. aktie. Det svarer til en stigning på 40% i forhold til regnskabsåret 2009/10.

Finansielle forventninger for 2011/12
Den organiske omsætningsvækst forventes i 2011/12 uændret at blive omkring 6%. Væksten i danske kroner forventes ligeledes at blive omkring 6%. Overskudsgraden forventes øget til omkring 27% i både faste valutakurser og danske kroner.

Senere i dag udkommer desuden Coloplasts årsrapport. Se mere på http://www.coloplast.dk/omcoloplast/investorrelations/arsrapporter/

Derudover udkommer senere i dag Coloplasts corporate responsibility report. Se mere på http://www.coloplast.com/about/responsibility/

         PRESSEKONTAKT
         Ulla Lundhus
         Media Relations Manager
         +45 4911 1929
         dkul@coloplast.com
         
         INVESTOR RELATIONS
         Ian Christensen
         Director of Investor Relations
         +45 4911 1301
         dkisec@coloplast.com


Pièces jointes

GlobeNewswire