Fondsbørsmeddelelse nr. 148 - Prospekttillæg 1


Prospekttillæg nr. 1 ("Tillæg 1") skal læses og fortolkes i sammenhæng med
Victoria Properties' prospekt af 30. november 2011 ("Prospektet"). Begreber
defineret i Prospektet skal have samme betydning i Tillæg 1.

Tillæg 1 offentliggøres for at rette fejl i Prospektet.

Som følge af offentliggørelsen af Tillæg 1 er investorer, som har accepteret at
købe eller tegne værdipapirer forud for offentliggørelsen af Prospekttillægget,
berettiget til at tilbagekalde deres accept inden for to børsdage efter
offentliggørelsen af Prospekttillægget. Investorer, som ønsker at tilbagekalde
deres accept, skal kontakte den bank, hvortil de har rettet henvendelse om
tegning af Aktier. Tilbagekaldelser af ordrer skal for at være gyldige foretages
senest den 15. december 2011 kl. 17.00 (dansk tid).

Den væsentligste fejl består i antallet af aktier, der vil blive udstedt til
Sælger-4, såfremt betingelserne for gennemførelse af aftalerne med Sælger-4
opfyldes.

Sælger-4 har fra 2010 og indtil november 2011 indskudt en række beløb i Greta
61, Greta 71 og Greta 72 til finansiering af forbedringer af disse selskabers
ejendomme. Denne del af Sælger-4's tilgodehavende over for disse selskaber
inklusiv. tilskrevne renter udgjorde pr. 7. november 2011 følgende:

Greta 61: EUR 604.590.
Greta 71: EUR 257.023
Greta 72: EUR 800.577.

Ved aftalerne af 18. november 2011 med Sælger-4 om køb af disse tre selskaber er
disse fordringer også overdraget til Victoria Properties, der som vederlag for
overdragelsen af fordringerne har forpligtet sig til at betale DKK 9.306.650,
der berigtiges i form af i alt 109.490 stk. aktier til Sælger-4. Disse aktier
skal alene udstedes til Sælger-4, såfremt betingelserne for aftalerne med
Sælger-4 opfyldes, og handlerne vedrørende Greta 61, Greta 71 og/eller Greta 72
gennemføres, jf. herom Prospektet s. 84-88.

Vilkåret om udstedelse af op til 109.490 stk. yderligere aktier til Sælger-4
fremgår af en aftale underskrevet 18. november 2011, men ved en beklagelig fejl
er denne del af købesummen ikke medtaget i optællingen over antal Aktier, der
skal udstedes til Sælgerne, eller i skemaerne med opsummering af købesummen over
for Sælger-4.

Yderligere oplysninger:

Peter Westphal
Telefon: 4547 7500
E-Mail: pw@victoriaproperties.dk

[HUG#1570991]

Pièces jointes