Resultatet for 2011 blev et underskud på 237 mio. kr., og egenkapitalen er dermed negativ med 802 mio. kr.
Resultatet er selvsagt dybt utilfredsstillende.
Men bestyrelsen finder det værd at bemærke følgende:
Koncernens krise tog fra november 2009 den vending, at betalingen af renter på flere lån måtte indstilles, og i november 2010 måtte det konstateres, at koncernens egenkapital var negativ.
Til trods herfor forsatte selskabet i forståelse med sine banker driften for at begrænse kreditorernes tab mest muligt, og for om muligt at opnå en vis dækning til aktionærerne.
I perioden fra november 2009 til udgangen af 2011 er koncernens bankgæld nedbragt med netto 2,0 mia.kr., og bankgælden i koncernens associerede virksomheder er i samme periode er reduceret med yderligere én mia. kr.
Af gældsnedbringelsen i koncernen kan 760 mio. kr. henføres til regnskabsåret 2011, selv efter tilskrivning af renter med kr. 98 mio. Nedbringelsen af gælden i associerede virksomheder på én mia. kr. kan ligeledes henføres til det senest afsluttede regnskabsår.
Efter regnskabsårets udløb vil aftalte salg i indeværende år reducere bankgælden med yderligere 160 mio. kr. ved frigivelse af salgsprovenuer for nybyggede ejendomme.
Når et igangværende byggeprojekt må opgives, vil det uværgeligt betyde maksimale tab for alle berørte parter – og herunder ikke mindst byggelångivende bank. Bestyrelsen har haft den klare opfattelse, at kreditorernes tarv bedst varetages ved at gøre det fornødne for at undgå sådanne standsninger og i stedet sikre færdiggørelse af igangværende byggerier.
Hovedparten af koncernens gældsnedbringelse kan henføres til færdiggørelsen af projekter og byggerier, som ved krisens start kun var delvist færdige. Det gælder således færdiggørelsen af indkøbscenteret Wawes i Hundige i starten af krisen , gennemførelsen af byggeriet af Scandic hotellet med 567 værelser på Potsdamer Platz i Berlin, byggeriet af fitness/wellness-centeret til Holmes Place i Berlin og byggeriet af 2 supermarkeder til Dansk Supermarked samt et apotek og 39 velbeliggende boliger i Birkerød.
Gennemførelsen af disse byggerier, sammen med afviklingen af øvrige projekter og ejendomme, på en kontrolleret, omkostningseffektiv og professionel måde har skønsmæssigt reddet koncernens finansielle kreditorer og leverandører fra yderligere tab i milliardklassen.
Gennem hele kriseforløbet har der stedse været nær kontakt til og ført restrukturerings-forhandlinger med de finansielle kreditorer for at få skabt grundlag for en kapitaltilførsel til koncernen.
Der har været aftalt ordninger med alle finansielle kreditorer med undtagelse af Roskilde Bank under Finansiel Stabilitet, der viste sig modvillig, når beslutningsprocesserne nåede bestyrelsesniveau.
Stedse flere af koncernens bankforbindelser er imidlertid igennem perioden havnet i Finansiel Stabilitet, og pr 31.12. 2011 udgøres omkring 75% af kreditormassen af banker under Finansiel Stabilitet, og forhandlingerne med Finansiel Stabilitet har endnu ikke ført til en fremkommelig løsning.
Bestyrelsen agter at fortsætte et kontrolleret salg af koncernens resterende aktiver, således at bankerne sikres bedst muligt dækning af sine udlån, og således at koncernens stilling og bankernes dækningsmuligheder bliver fuldt overskueliggjort for kreditorer og investorer.
Overskuelighed vil fremme mulighederne for en akkordordning med de tilbageværende kreditorer.
Forudsætningen for en nødvendig tilførsel af ny kapital er en afklaring af, hvad nye investorer præcis skal aflevere af sit kapitalindskud i selskabet til gamle kreditorer.
Det er bestyrelsens opfattelse, at hvis en fornuftig ordning kan aftales med Finansiel Stabilitet, da vil der fortsat kunne findes investorer, som vil tilføre ny kapital til selskabet.
Årsrapporten indeholder forbehold i revisionspåtegningen, som går på forudsætningen om going concern. Det er bestyrelsens opfattelse , at værdien af selskabets aktiver ved en eventuel likvidation/konkurs ikke vil afvige væsentligt fra værdierne i det aflagte regnskab.
Med venlig hilsen
bestyrelsen