Udviklingsselskabet af 01.08. 1975 A/S’ fondsbørsmeddelelse nr. 6 / 2012


NASDAQ OMX Copenhagen A/S

Nikolaj Plads 6

1007 København K

København, den 19. november 2012

 

 

Periodemeddelelse for 1. juli 2012 til 19. november 2012

Resumé:

  • Der forhandles fortsat om formalisering af et rekonstruktionstilbud fra en investor.
  • Aktiverne er nedbragt i perioden med 80 mio. kr., men den finansielle stilling med en negativ egenkapital på 863 mio. kr. pr. 30.06. 2012 er i øvrigt stort set uændret.
  • Koncernens fortsatte drift afhænger af en restrukturering af- og kapitaltilførsel til selskabet.

  

Væsentlige begivenheder og transaktioner

Der er i perioden 1. juli til 19. november i år fortsat arbejdet på afvikling af selskabets aktiver og med den for en rekonstruktion nødvendige ordning med selskabets banker. 

Som nævnt den 31. august i år i selskabets halvårsrapport var der pr. 30. juni 5 ejendomme tilbage i koncernens projektbeholdning, hvoraf boligerne i Kilen i Birkerød var solgt i ubetinget i august, og de resterende 4 ejendomme var solgt betinget. 

Salget af boligerne i Birkerød er fuldt gennemført. 

Vedr. de sidstnævnte 4 ejendomme kan oplyses følgende: 

Køber har ikke opfyldt eller frafaldet betingelserne for sit køb af byggejorden på Potsdamer Platz i Berlin, men fristen herfor løber til årets udgang. 

Salget af ejendommen på Datavej i Birkerød beror på afsluttende forhandlinger mellem en konkret køber og ejendommens långivere om vilkårene for overtagelse af bestående lån i ejendommen. 

Salgene af to mindre ejendomme i Hillerød er udskudt på selskabets eget initiativ for at sikre opretholdelse af en væsentlig aktivitet i koncernen. Det, at koncernen har en væsentlig økonomisk aktivitet og risiko, kan spille en rolle for nye investorers interesse for selskabet. 

Som ligeledes nævnt i halvårsrapporten havde selskabet ultimo august modtaget et betinget tilbud fra en investor på tilførsel af kapital til selskabet, og der arbejdedes på at få yderligere et investortilbud frem, hvilket Finansiel Stabilitet afventer før sin stillingtagen. 

Selskabet forhandler fortsat om at få formaliseret det andet tilbud. Formaliseringen har trukket ud, idet graden af den udenlandske investorgruppes interesse afhænger af endeliggørelse af gruppens køb af et større udviklingsprojekt i Danmark, hvilket køb efter nogen forsinkelse nu er nært forestående. 

Tilbuddet forventes at blive betinget af forskellige forhold, og i lighed med det forrige bud ventes investorkonsortiet at tilbyde at overtage hovedaktionærens aktier i Udviklingsselskabet af 01.08. 1975 A/S mod at indbetale et beløb til selskabet, som skal medgå til delbetaling af koncernens gæld, mod at restgælden slettes eller overtages af investor. 

 

Generel beskrivelse af koncernens finansielle stilling og resultater

Koncernens likviditet er fortsat særdeles stram. 

Koncernens projektbeholdninger er i perioden reduceret med i størrelsesordenen 80 mio. kr. som følge af det i perioden gennemførte salg af boligerne i ejendommen Kilen i Birkerød. I samme forbindelse er koncernens gæld til et pengeinstitut nedbragt tilsvarende, og gælden til det pågældende pengeinstitut er derved fuldt indfriet. 

Koncernens finansielle stilling er bortset herfra stort set uændret siden 30.06. 2012, hvor egenkapitalen var negativ med 863 mio. kr., og aktivmassen androg 233 mio. kr. 

Koncernens forsatte drift afhænger af fortsat løbende likviditetstilførsel og af, om de med investorer og kreditgivere verserende forhandlinger resulterer i en restrukturering, som sikrer dels eftergivelse af koncernens udækkede gæld i væsentligt omfang dels tilførsel af ny egenkapital. 

 

For yderligere information kan direktør Jens Schaumann eller bestyrelsens formand Allan Andersen kontaktes på tlf. 70 21 01 13.

  

Med venlig hilsen  

bestyrelsen


Pièces jointes

Udviklingsselsk 1.8 1975 FBM 6 af 19.11.pdf