Jeudans driftsresultat 21% frem i første kvartal 2013


København, 2013-05-21 13:14 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Kvartalets resultat blev DKK 101 mio. før kurs- og værdireguleringer (EBVAT) mod DKK 84 mio. i tilsvarende periode sidste år

 

Ledelsen fastholder forventningen om et driftsresultat på DKK 430-470 mio. for hele året – ca. 15-20% højere end i 2012

 

Jeudans resultat før kurs- og værdireguleringer (EBVAT) blev DKK 101 mio. i første kvartal 2013. Det er lidt højere end ledelsens foreløbige tilkendegivelse 17. april om et forventet kvartalsresultat på DKK 85-95 mio. Set i forhold til det tilsvarende kvartal i 2012 var fremgangen på 21%.

 

For 2013 som helhed opjusterede ledelsen i april sin forventning til driftsresultatet (EBVAT) til DKK 430-470 mio., en stigning på ca. 15-20% i forhold til 2012. Denne forventning fastholdes.

 

”Resultatet i første kvartal er tilfredsstillende. Det forlænger en støt fremgang, og det underbygger samtidig vores forventning om en fortsat positiv udvikling,” siger Niels Heering, bestyrelsesformand for Jeudan.

 

Tæt kontakt til kunderne

 

”Vores nyudlejning er fortsat på et fornuftigt niveau. Det skyldes dels en lidt stærkere efterspørgsel, dels vores bestræbelser for at hjælpe kunderne, også når de får brug for mere eller mindre plads end tidligere,” forklarer Jeudans administrerende direktør Per W. Hallgren.

 

Jeudan vurderer i delårsrapporten, at efterspørgslen efter kontorer og butikslokaler i Københavns centrum er stabil, men stadig forholdsvis lav som følge af fortsat usikkerhed om samfundsøkonomien. Jeudan forventer dog, at den fortsatte usikkerhed vil medføre en stagnerende til svagt stigende tomgang i 2013.

 

På investeringssiden har der i første kvartal af 2013 ligesom sidste år været en god efterspørgsel efter velbeliggende og velordnede ejendomme, men udbuddet er fortsat begrænset. Priserne for disse ejendomme synes derfor at være stabile til svagt stigende, hvorimod priserne for ejendomme af lavere kvalitet er stabile til vigende.

 

Igen i de første måneder af 2013 har Jeudan udnyttet muligheder for at fastlåse betydelige dele af sine fremtidige renteomkostninger på det aktuelle lave renteniveau.

 

Klar til yderligere investeringer

 

Koncernens likviditetsberedskab udgjorde DKK 884 mio. ved kvartalsskiftet.

 

Jeudan er løbende i overvejelser og forhandlinger om mulige investeringer i yderligere ejendomme i tråd med den mangeårige strategi, som omfatter høj kvalitet, geografisk fokusering og ikke mindst krav om lønsomhed i den daglige drift.

 

Jeudans delårsrapport findes på hjemmesiden: http://www.jeudan.dk/investor/finansiel-information/delaarsrapporter/

 

 

Denne meddelelse indeholder udsagn om forventninger til den økonomiske udvikling, som ifølge deres natur er forbundet med risici og usikkerhedsfaktorer, der kan medføre væsentlige afvigelser i forhold til det forventede. Faktorerne udgøres blandt andet af udviklingen i leje- og serviceindtægter, omkostninger til drift og vedligeholdelse samt i mindre grad rentesatser. For en uddybning af disse og andre faktorer henvises til afsnittet om risikofaktorer i Jeudans seneste årsrapport.

 

 

Yderligere oplysninger:

Bestyrelsesformand Niels Heering, tlf. 3341 4141

Adm. direktør Per W. Hallgren, tlf. 7010 6070

 

Jeudan A/S, Sankt Annæ Plads 13, 1250 København K. Tlf. 7010 6070.

 

 

Jeudan er Danmarks største børsnoterede ejendoms- og servicevirksomhed. Koncernen investerer i og driver større kontor-, bolig- og detailejendomme i København. Koncernen tilbyder i Jeudan Servicepartner et bredt udbud af ejendomsrelaterede rådgivnings-, service- og bygningsydelser. Strategien sigter mod fortsat vækst og lønsomhed, baseret på værdierne ordentlighed, dygtighed og tilgængelighed. Koncernen har 400 medarbejdere. Jeudans aktier er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen (JDAN). www.jeudan.dk.


Pièces jointes

243.pdf