Bestyrelsen for ASGAARD GROUP A/S har d.d. godkendt halvårsrapport for perioden 1. oktober 2012 til 31. marts 2013. Aktiviteterne i ASGAARD GROUP-koncernen udviklede sig positivt i 1. halvår af regnskabsåret 2012/2013, hvor både aktiviteterne i ASGAARD GROUP A/S og de direkte ejede projektselskaber, samt i Tetris A/S har bidraget positivt. Nordic Development Group har som forventet bidraget negativt, men resultatet er stærkt forbedret i forhold til 1. halvår i sidste regnskabsår. Vi har tillige haft en positiv udvikling i koncernens værdipapirbeholdning og samlet set realiseres i halvåret et pænt positivt resultat. Den underliggende udvikling i ASGAARD GROUP A/S og de direkte ejede projektselskaber, samt i Tetris A/S er fortsat positiv og vi har på baggrund heraf positive forventninger til den fremtidige indtjening, idet aktivitetsniveauet er stigende og flere af de projekter, der gennemføres i de direkte ejede projektselskaber er nu så langt fremme, at de bidrager positivt til koncernens resultat, allerede i kraft af de løbende lejeindtægter. ASGAARD GROUP oplever en fortsat relativt lav brugerefterspørgsel på markedet for kontor/logistik-ejendomme, uden for København. I København, er brugerefterspørgslen bedre. Investorinteressen er ligeledes begrænset på grund af finanssektorens forsigtighed i forhold til finansiering af ejendomme, hvilket gør, at der gennemføres meget få handler og i øvrigt til priser, der - udenfor for primesegmentet - typisk er reduceret med 25-30 % siden finanskrisen indtrådte. Et meget spændende projekt, er udviklingen af en helt ny bydel i den sydlige del af Hillerød, i forbindelse med det kommende superhospital og station i området. Koncernen har erhvervet optionsrettigheder til betydelige arealer i umiddelbar nærhed af både hospitalsarealet og stationen og har i 2009 udarbejdet et forslag til masterplan for området. Der pågår p.t. en arkitektkonkurrence for hele Hillerød Syd og når resultatet heraf foreligger i eftersommeren 2013, forventer vi at det reelle planlægningsarbejde kan påbegyndes. Der er i halvåret færdigbygget og afleveret et moderne bolighus på 3.500 m² til IDEmøbler, som udgør 1. etape af Fredericia Megacenter. Der pågår forhandlinger med en hel del yderligere potentielle lejere til butikslokaler i centeret og det er forventningen, at næste etape vil have nået en tilfredsstillende udlejningsgrad indenfor de kommende 9-12 måneder. Projektet Kastaniehaven i Holbæk, der oprindeligt var tænkt som et ejerboligprojekt og hvor der tillige har været arbejdet med et kontorprojekt, realiseres nu som et boligudlejningsprojekt på i alt 40 boliger, hvoraf 1. etape på 12 boliger er afleveret og udlejet ultimo 2011 og 2. etape på yderligere 12 boliger er færdiggjort i halvåret og forventes fuldt udlejet i løbet af de kommende måneder. Koncernens egenkapital og soliditet udgjorde m.DKK 170,2 og 44,06% pr. 31. marts 2013 mod henholdsvis m.DKK 165,1 og 46,49% pr. 30. september 2012. Forventningen til et resultat før skat i niveauet m.DKK 5-15 fastholdes. Koncernens likvide midler udgjorde m.DKK 3,3 pr. 31. marts 2013. De likvide midler samt eksisterende kreditfaciliteter og modtagne finansieringstilsagn vurderes tilstrækkelige til at sikre finansieringen af koncernens drift og kommende investeringer [HUG#1704125]