Kommende ny administrerende direktør og ændringer i bestyrelsen i Rella Holding A/S


 

Meddelelse nr. 19/2013                                                                                              

København, den 25. oktober 2013

 

NASDAQ OMX Copenhagen A/S

Nikolaj Plads 6

1007 København K

 

Kommende ny administrerende direktør og ændringer i bestyrelsen i Rella Holding A/S

Rella Holding A/S’ bestyrelse har i dag udnævnt Klaus Landstrøm som ny administrerende direktør for selskabet med tiltræden i forbindelse med selskabets ordinære generalforsamling, der forventes afholdt den 11. april 2014. Klaus Landstrøm er på nuværende tidspunkt medlem af selskabets bestyrelse og vil ikke stille op til genvalg på den kommende ordinære generalforsamling i forbindelse med sin tiltræden som administrerende direktør.

Klaus Landstrøm var frem til februar 2013 økonomidirektør i den børsnoterede ejendomshandelskoncern Schaumann Properties. Før ansættelsen i Schaumann-koncernen i 2002 varetog Klaus Landstrøm bl.a. med titel af direktionssekretær mangesidede opgaver i den ligeledes børsnoterede ejendomskoncern Keops samt i Keops A/S’ forgænger EPA Invest A/S.

Klaus Landstrøm er i dag økonomichef i ejendomsudviklingsvirksomheden Nordic Property Vision A/S og vil fortsat varetage denne funktion. Klaus Landstrøm er i øvrigt 49 år gammel og er i sin tid uddannet i Århus som økonom.

Jens Arnth-Jensen fratræder efter eget ønske sin stilling som selskabets administrerende direktør i forbindelse med Klaus Landstrøms tiltræden.  Jens Arnth-Jensen har været selskabets administrerende direktør siden dets etablering i 1991 og har medvirket til Rella Holding A/S’ børsnotering i 2006. Bestyrelsen vil på selskabets ordinære generalforsamling foreslå og anbefale, at Jens Arnth-Jensen fortsætter i selskabet som medlem af Rella Holding A/S’ bestyrelse.

Endvidere har Henning Arnth-Jensen, som har været medlem af Rella Holding A/S’ bestyrelse siden selskabets etablering i 1991, tilkendegivet over for selskabets bestyrelse, at Henning Arnth-Jensen ikke ønsker at søge genvalg på den kommende ordinære generalforsamling.

Med venlig hilsen

Rella Holding A/S

  

Kontaktperson: Advokat Rikke Schiøtt Petersen, formand for Rella Holding A/S’ bestyrelse, tlf.:  33 41 41 41.


Pièces jointes

20131025 Rella - Ændring af ledelse.pdf