Nr. 01/2014 Aarhus Elite A/S - halvårsrapport for perioden 1. juli-31. december 2013


Aarhus, den 24. februar 2014

 

NASDAQ OMX Copenhagen A/S

Meddelelse nr. 01/2014

 

Aarhus Elite A/S, halvårsrapport for perioden 1. juli - 31. december 2013

 

Resultat som forventet i Aarhus Elite A/S

 

Resumé af halvårsrapport

I overensstemmelse med reglerne for børsnoterede selskabers afgivelse af periodemeddelelser aflægger Aarhus Elite A/S hermed halvårsrapport for perioden 1. juli - 31. december 2013.

 

Hovedpunkter:

  • Koncernens resultat for perioden 1. juli – 31. december 2013 udviser et underskud på 4,6 mio. kr., hvilket er i overensstemmelse med forventningerne, og en lille forbedring i forhold til samme periode sidste regnskabsår hvor der blev realiseret et underskud på 4,8 mio. kr.
  • Resultatet i AGF Fodbold er noget bedre end forventet, men resultatet i NRGi Park & Arena ikke har levet op til forventningerne.
  • Koncernens omsætning er faldet fra 56,3 mio. kr. til 53,0 mio. kr. i samme periode sidste år. Vedr. AGF skyldes det lavere entré- og tv-indtægter, hvilket primært kan relateres til færre hjemmekampe i efterårssæsonen i forhold til året før, mens indtægter fra samarbejdspartnere og sponsorer fortsat er stigende. Vedr. NRGi Park & Arena er der et fald i udlejning af faciliteter og lavere omsætning for restauration og boddrift i forhold til året før, hvilket også kan relateres til færre kampe.
  • Eksterne omkostninger er reduceret fra 25,4 mio. kr. til 23,7 mio. kr. hvilket bl.a. relaterer sig til omsætningsfaldet. Personaleomkostninger er ligeledes faldet med 2,3 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år, så de i alt udgør 30,2 mio. kr.
  • Pengestrømme fra driften er i regnskabsperioden positive med 5,5 mio. kr. i forhold til positive pengestrømme på 1,4 mio. kr. i samme periode sidste år. Pengestrømme fra investeringer er negative med 6,3 mio. kr., primært som følge af køb af fodboldspillere.
  • Egenkapitalen udgør pr. 31. december 2013 24,0 mio. kr., og likvide beholdninger inkl. værdipapirer udgør 14,1 mio. kr.
  • I perioden er der forhandlet ændrede vilkår i forpagtningsaftalen med Aarhus Kommune, og væsentlige forhold er justerede. Det betyder bl.a., at der fremover vil blive endnu mere breddeidræt i faciliteten. Samtidig tilsikrer ændringen, at faciliteten også fremover bliver drevet med høj vedligeholdelsesgrad såvel som fornuftig økonomi for øje. Med justeringerne øges sandsynligheden for, at denne del af forretningen kan opnå et fremtidigt neutralt driftsresultat efter at der har været underskud i de seneste år.
  • I et udfordrendre marked er det lykkedes fortsat at øge sponsorindtægterne. Det er sket i kraft af investering i medarbejdere, systemer, udvikling af AGF-brandet og produktudvikling.
  • Forud for forårssæsonens 15 kampe ligger AGF på en 8.-plads i Superligaen, 3 point efter en 4.-plads, der giver adgang til europæisk fodbold, og 3 point fra en nedrykningsplads. AGF er fortsat med i pokalturneringen, hvor næste kamp gælder kvartfinalen.

 

Forventninger:

  • Aarhus Elite A/S forventer fortsat en forbedring i resultatet før transferaktiviteter i forhold til 2012/13. En forudsætning for dette er en sportslig præstation mindst på niveau med 2012/13. I modsætning til regnskabsåret 2012/13 forventes der i regnskabsåret 2013/14 ikke væsentlige positive transferresultater. Årets resultat i regnskabsåret 2013/14 forventes derfor ikke længere at være i niveau med, eller bedre end, året før, men dårligere. Trækket på koncernens likviditetsberedskab, dvs. likvide beholdninger og beholdning af værdipapirer, forventes fortsat at være markant lavere i 2013/14 end i 2012/13.

 

Adm. direktør Jan Christensen udtaler:

 

”Det er ikke tilfredsstillende fortsat at have underskud. Men jeg glæder mig over, at vi i halvåret i et vanskeligt marked har reduceret underskuddet ifht. samme periode sidste år. Det skyldes ikke mindst en fortsat positiv udvikling i sponsorindtægter.

Efter en rigtig fornuftig start på sæsonen skuffede vi sportsligt op mod vinterpausen. Vi har i vinterpausen forstærket os på væsentlige poster. Jeg har tiltro til, at vi i en meget tæt liga kan kæmpe os til en bedre placering end den nuværende 8. plads.”.

 

_______

 

For yderligere oplysninger kontakt bestyrelsesformand Lars Fournais på tlf. 20 10 37 00 eller administrerende direktør Jan Christensen på tlf. 30 91 00 01.

 

Med venlig hilsen

Aarhus Elite A/S

 

Lars Fournais                                            Jan Christensen

Bestyrelsesformand                                  Adm. direktør

 


Pièces jointes

Selskabsmeddelelse nr 01-2014 Aarhus Elite AS halvaarsrapport 2013-2014.pdf Aarhus Elite halvårsrapport 2013-14, off 2014-02-24 - FINAL.pdf
GlobeNewswire