Årsrapport 2013: Topsøe skaber fundamentet for fremtidig vækst


Lyngby, 2014-03-19 14:54 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Haldor Topsøe A/S opnåede i 2013 et tilfredsstillende resultat og gjorde fremskridt i forhold til de strategiske initiativer, som virksomheden har sat i værk for at bane vejen for yderligere vækst i de kommende år.

Omsætningen steg med 2% til 5.348 mio. kr. i forhold til 5.244 mio. kr. i 2012, mens virksomhedens driftsresultat (EBIT) steg med 18% til 701 mio. kr. i forhold til 593 mio. kr. i 2012. Dette svarer til en EBIT-margin på 13,1 % og blev opnået på trods af øgede omkostninger til forskning og udvikling samt væsentlige investeringer i en udvidelse af virksomhedens medarbejderstab og globale produktionskapacitet.

Omsætningen fra katalysatorer voksede betragteligt i 2013 sammenlignet med året før, men stigningen blev modvirket af en nedgang i omsætningen for teknologi, der hænger sammen med visse forsinkelser i ordretilgangen. Derfor blev den samlede stigning på årsbasis noget lavere end forventet.

Chief Executive Officer Bjerne S. Clausen udtaler: “2013 var et år med fokus på at skabe fundamentet for vores fremtidige vækst. Det er tilfredsstillende at vi har fastholdt vores omsætning og EBIT på samme niveau som i 2012, som var et rekord år. Når det er sagt skal vi i de kommende år holde fokus på at skabe yderligere vækst for at nå vores langsigtede vækstmål for omsætningen.”

Topsøe har en afbalanceret portefølje af lukrative forretningsområder med et højt vækstpotentiale.

"Vores katalysatorer og teknologier kan bidrage til at løse presserende globale problemer, når det gælder miljø, energi og fødevareforsyning.  Især i verdens nye økonomier skaber voksende miljøregulering kombineret med udvidelsen og moderniseringen af kemikalie-, raffinaderi- og energibrancherne vækstmuligheder.  Men også på modne markeder som Nordamerika ser vi muligheder på grund af det seneste boom inden for skifergas," fortæller Bjerne S. Clausen.

2013 var det andet år efter implementeringen af Topsøes ’30 i 25’-vækststrategi, som skitserer, hvordan virksomheden planlægger at nå en omsætning på 30 mia. kr. i 2025. Dette mål skal nås ved at udvide Topsøes eksisterende forretning til nye markeder og opbygge helt nye forretningsmuligheder og kompetencer.

"Realiseringen af denne strategi er den vigtigste opgave for os i de kommende år. I 2013 tog vi et vigtigt skridt ved at få en række operationelle rammer på plads i virksomheden, der skal understøtte strategien. Vi styrkede desuden vores finansielle beredskab og gennemførte store investeringer i forskning og udvikling, produktionskapacitet, forretningsudvikling og en væsentlig udvidelse af medarbejderstaben," siger Bjerne S. Clausen.

Hoved- og nøgletal

  • I 2013 steg omsætningen med 2% til 5.348 mio. kr. (2012: 5.244 mio. kr.). Omsætningen fra katalysatorer steg i forhold til sidste år, hvilket blev opvejet af et fald i omsætningen fra teknologiområdet på grund af visse forsinkelser i ordretilgangen.
     
  • EBIT steg med 18% til 701 mio. kr., hvilket svarer til en EBIT-margin på 13,1% (2012: 593 mio. kr. og en EBIT-margin på 11,3%).
     
  • En ændring af skøn på garantihensættelser i relation til teknologiprojekter havde en positiv indvirkning på omsætning, EBITDA og EBIT (105 mio. kr.) og nettoresultat (79 mio. kr.) i 2013.
     
  • Pengestrømme fra driften var fortsat høj på 665 mio. kr. (2012: 644 mio. kr.), men driftskapitalen blev øget med 182 mio. kr. (2012: -142 mio. kr.). Stigningen i driftskapitalen skyldtes lavere leverandørgæld og forudbetalinger fra kunder pga. lavere teknologiaktivitet.
     
  • Anlægsinvesteringerne steg med 111 % til 721 mio. kr. (2012: 342 mio. kr.). Stigningen afspejler de investeringer, der er blevet foretaget med henblik på etablering af yderligere produktionskapacitet i Frederikssund og Houston. Desuden er investeringerne i andre produktions- samt forsknings- og udviklingsfaciliteter forøget.
     
  • Topsøe havde i gennemsnit 2430 medarbejdere globalt i 2013, hvilket svarer til en stigning på 11% i forhold til 2012. Antallet af medarbejdere steg både i Danmark og resten af verden.
     

Hoved- og nøgletal (Haldor Topsøe A/S Group)

Mio. kr. 2013 2012 Ændring
Nettomsætning 5,348 5,244 2%
EBITDA 876 793 10%
EBIT 701 593 18%
Resultat 553 415 33%
Pengestrømme fra drift 665 644 3%
Egenkapitalandel 26,8% 25,8%  


Vedhæftet Haldor Topsøe A/S' 2013 årsrapport. Åsrapporten kan også downloades på http://www.topsoe.com/Investors/Archive_annual_report.aspx

 

         Pressekontakt
         Mads Cordt Gyldenkærne
         Media Relations Manager,
         Corporate Communications & Marketing
         macg@topsoe.dk,
         Mobile: +45 2275 4124


Pièces jointes

haldor_topsoe_annual_report_2013.pdf