Meddelelse nr. 15/2014
Som offentliggjort i meddelelse nr. 14/2014 d.d. udlodder Columbus A/S i år ordinært udbytte til aktionærerne på DKK 0,125 pr. aktie à DKK 1,25, svarende til et samlet udbytte på DKK 13.279.312.
Det er første gang, Columbus udlodder udbytte til aktionærerne, og begrundelsen herfor er forbedret indtjening og positive pengestrømme.
Det er Columbus’ hensigt fremover hvert år at udlodde udbytte til aktionærerne, og bestyrelsen har således d.d. vedtaget en udbyttepolitik for Columbus.
Udbyttepolitik
Columbus’ mål er at sikre et attraktivt langsigtet afkast gennem en kombination af udbyttebetaling og positiv kursudvikling for aktien.
Det er hensigten hvert år at udlodde udbytte på minimum 10% af den nominelle aktiekapital, svarende til DKK 0,125 pr. aktie.
Derudover kan bestyrelsen indstille til generalforsamlingen, at der udbetales ekstraordinært udbytte for et specifikt regnskabsår.
Suspension af udbyttepolitik
Det er afgørende at reducere koncernens gæld og forbedre det finansielle beredskab, så de positive udviklingsmuligheder for Columbus kan udnyttes til fortsat styrkelse af den langsigtede værdiskabelse. Det kan således forekomme, at bestyrelsen beslutter at afvige fra den udmeldte udbyttepolitik og indstille til generalforsamlingen, at der ikke udbetales udbytte for et specifikt regnskabsår.
Ib Kunøe Thomas Honoré
Bestyrelsesformand Koncernchef
Columbus A/S Columbus A/S
Kontakt for yderligere information
Koncernchef, Thomas Honoré tlf.: +45 70 20 50 00.