Halvårsrapport 2014


Resume for første halvår 2014

Bestyrelsen har i dag godkendt halvårsrapporten for første halvår 2014 (perioden 1. januar – 30. juni 2014) for Gyldendal A/S. Halvårsrapporten er ikke revideret eller gennemgået af selskabets generalforsamlingsvalgte revisor.

Koncernens omsætning blev i første halvår 2014 336 mio. kr., hvilket var på niveau med 2013 (342 mio. kr.), idet et højere salg på uddannelsesmarkedet og til forhandlere opvejede et fald i bogklubbernes omsætning samt afvikling af koncernens netboghandel. Resultat før skat på -13 mio. kr. var lidt bedre end sidste års -17 mio. kr., og efter skat blev resultatet -10 mio. kr. (-13 mio. kr. i 2013). Resultatet i første halvår var som forventet.

Koncernens distributionsselskab, Nordisk Bog Center A/S, indledte pr. 1. februar 2014 et samarbejde med PostNord Danmark om outsourcing af distributionsselskabets interne lager- og ekspeditionsfunktioner, hvilket bevirker en ændring i omkostningsstrukturen, således at koncernens distributionsomkostninger forøges med en faldende bruttoavance til følge, men til gengæld medfører outsourcingen et fald i personale- og eksterne omkostninger.

Udviklingen på det danske bogmarked skønnes i første halvår 2014 at være nogenlunde neutral i forhold til 2013.

                                                       

Forventning til regnskabsåret 2014

Det danske bogmarked forventes i andet halvår samlet set at udvikle sig nogenlunde som i 2013. Der forventes ikke vækst i omsætningen til det generelle marked i andet halvår, mens de positive tendenser fra første halvår på uddannelsesmarkedet forventes opretholdt i andet halvår. For hele 2014 forventes derfor fortsat et svagt faldende privat bogmarked og et svagt stigende uddannelsesmarked. I dette marked forventer Gyldendal at styrke sin markedsposition.

Resultatet i første halvår var som forventet, og ledelsen vurderer, at også andet halvår vil leve op til forventningerne. Ledelsen fastholder således forventningerne til, at koncernen i 2014 vil opnå en omsætning og et resultat før skat på samme niveau som i 2013.

  

København, den 25. august 2014

 

For yderligere information kontakt:

Stig Andersen, adm. direktør

Tlf.: 3375 5555 / 5151 1400


Pièces jointes

Gyldendal - Halvårsrapport 2014-06-30.pdf