Andersen & Martini A/S – ny forretningsstruktur, nyt joint-venture, nye forretninger


København, 2014-12-22 17:04 CET (GLOBE NEWSWIRE) --  

Nasdaq Copenhagen A/S                                Meddelelse nr.         6 /2014

Nikolaj Plads 6                                                   Fondskode DK 0010283597

1067 København K                                                    

 

 

                                                                                      

 

 

Den 22. december 2014

 

Andersen & Martini A/S – ny forretningsstruktur, nyt joint-venture, nye forretninger

 

Andersen & Martini A/S har – for at skabe øget salgs- og ledelsesfokus på de enkelte brands – d.d. underskrevet en aftale om indgåelse af et joint venture med Opel Danmark A/S med henblik på at udskille Opel fra selskabets øvrige forretningsområder.

 

Ny forretningsstruktur:

 

I forbindelse med ovenstående har Andersen & Martini A/S dannet datterselskabet Andersen & Martini Auto A/S, idet det er hensigten, at dette selskab fremadrettet skal forestå salg og servicering af Opel, mens det nuværende datterselskab, Andersen & Martini Biler A/S skal forestå forhandling og servicering af koncernens øvrige brands, Kia, Peugeot, Fiat, Cadillac og Corvette.

 

 

 

Moderselskabet, Andersen & Martini A/S, vil fremadrettet tillige udleje domicilejendommene til de respektive datterselskaber samt forestå alle centrale funktioner – herunder kundecenter, markedsføring, logistik, administration og økonomi for de to datterselskaber.

 

Nyt joint-venture med Opel:

 

Joint venture-aftalen med Opel Danmark A/S indebærer blandt andet, at

 

·       Opel Danmark A/S bliver medejer af Andersen & Martini Auto A/S med en aktiepost på 15%

·       Opel Danmark A/S sikres, at der som minimum forhandles Opel på adresserne i Greve, Ballerup og Søborg

·       Opel Danmark A/S  får en put option på sine aktier i Andersen & Martini Auto A/S

·       Opel Danmark A/S får en call option på Andersen & Martini A/S’ aktier i Andersen & Martini Auto A/S

·       På en række strategiske områder i Andersen & Martini Auto A/S – herunder køb og salg af ejendomme og udvidelse af forretningsområder kræves enstemmighed blandt aktionærerne.

 

Joint venture-aftalen indebærer ikke, at Andersen & Martini A/S får anderledes handelsbetingelser end andre Opel forhandlere – ud over det, den eksisterende forhandleraftale giver mulighed for.

 

3 nye Opel-forretninger etableres:

 

I forbindelse med aftalen med Opel Danmark A/S etableres 3 nye mono brand Opel-forhandlere i hhv. Ballerup, Søborg og Greve, hvorefter koncernen vil råde over i alt 9 forretninger.

 

Forretningen i Ballerup er færdig, og forretningen i Søborg er fuldt færdigbygget i første kvartal 2015. Derudover er planlagt en markant udvidelse af forretningen i Greve, hvor der bygges et helt nyt, eksklusivt Opel-showroom og samtidig foretages en opgradering af det mekaniske værksted. Desuden etableres et nyt brugtvogns- og varevognscenter med aftenåbent på værkstedet.

 

Joint venture-aftalen med Opel Danmark A/S indeholder en bestemmelse om, at såfremt Andersen & Martini A/S –uanset grund– ikke har etableret det planlagte showroom inden udgangen af april 2016, eller Opel på et tidligere tidspunkt får vished om, at Andersen & Martini A/S ikke etablerer det planlagte showroom, så har Opel Danmark A/S ret -men ikke pligt- til at udnytte sin call option på alle Andersen & Martini A/S’ aktier i Andersen & Martini Auto A/S (til en af en uafhængig tredjemand vurderet pris) og samtidig købe den nuværende domicilejendom i Greve for en sum af kr. 55 mio. samt det netop erhvervede grundstykke mod motorvejen og et evt. igangværende byggeprojekt til kostpris.

 

På grund af joint venture-aftalens karakter skal denne godkendes af de danske konkurrencemyndigheder, før den gennemføres. Såfremt der ikke opnås godkendelse fra konkurrencemyndighederne, bortfalder aftalen. Det forventes, at konkurrencemyndighedernes afgørelse foreligger i løbet af april eller maj 2015.

 

Andersen & Martini A/S forventer, at den nye, opdelte forretningsstruktur med større fokus på det enkelte mærke, såvel organisatorisk som geografisk vil øge salget, kvaliteten, serviceniveauet og indtjeningen.

 

 

Med venlig hilsen

Andersen & Martini A/S

 

Peter Hansen

Adm. direktør

 

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Peter Hansen på telefon 5060 9000                   

 

 


Pièces jointes

Fondsbørsmeddelelse nr 6 om ny forretningsstruktur 2014.pdf