Selskabsmeddelelse nr. 2015-05 9. april 2015
Afholdelse af ordinær generalforsamling
William Demant Holding A/S har i dag afholdt ordinær generalforsamling på selskabets adresse, Kongebakken 9, 2765 Smørum, hvor alle bestyrelsens forslag blev vedtaget af generalforsamlingen. Dette medførte blandt andet følgende beslutninger:
- At selskabets årsrapport for 2014 blev godkendt, og at hele årets overskud, DKK 1.095 mio., overføres til selskabets reserver.
- At Lars Nørby Johansen, Peter Foss, Niels B. Christiansen og Benedikte Leroy blev genvalgt som bestyrelsesmedlemmer.
- At selskabets revisionsfirma, Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, blev genvalgt.
- At selskabet blev bemyndiget til at nedsætte selskabets aktiekapital med nominelt DKK 2.236.403 svarende til selskabets beholdning af egne aktier pr. 26. februar 2015. Beholdningen af egne aktier er erhvervet som led i selskabets aktietilbagekøbsprogram i 2013, 2014 og 2015. Som konsekvens af kapitalnedsættelsen ændres vedtægternes pkt. 4.1 senest fire uger efter udløbet af fristen for kreditorers anmeldelse af krav.
- At bestyrelsen blev bemyndiget til indtil næste ordinære generalforsamling af lade selskabet erhverve egne aktier med en pålydende værdi af indtil 10 % af aktiekapitalen.
I sin beretning redegjorde bestyrelsens formand, Lars Nørby Johansen, for koncernens udvikling i 2014. Han sagde blandt andet:
”2014 var et begivenhedsrigt og udfordrende år for høreapparatindustrien og for William Demant-koncernen. Særligt i USA havde vi udfordringer i starten af året, hvor vi i et turbulent marked tabte markedsandele. Men med en solid indsats i vores høreapparatforretning i andet halvår og fortsat vækst i koncernens øvrige forretningsaktiviteter lykkedes det os at vinde det tabte tilbage. Vi sluttede året med et stærkt momentum, så når vi nu her reflekterer over 2014 som helhed, så mener jeg, at koncernen er kommet godt igennem året.”
”For hele året voksede koncernens omsætning med 6 % i lokal valuta, og det underliggende resultat pr. aktie steg med 11 %. Dertil kommer, at vi for første gang i koncernens historie leverede et frit cashflow på over 1 milliard kr. svarende til en stigning på 28 %. Dette cashflow er i overvejende grad blevet kanaliseret tilbage til jer som aktionærer som en del af det betydelige aktietilbagekøbsprogram.”
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Lars Nørby Johansen som formand og Peter Foss som næstformand.
Yderligere information: Øvrige kontaktpersoner:
Adm. direktør Niels Jacobsen Økonomidirektør Stefan Ingildsen
Telefon +45 3917 7300 IR-chef Søren B. Andersson
www.demant.com IR Officer Rasmus Sørensen