Bestyrelsens beretning på TORMs ekstraordinære generalforsamling den 15. december 2015


Bestyrelsens beretning ved bestyrelsesformand Christopher H. Boehringer 

Mine damer og herrer – TORMs aktionærer
 
På bestyrelsens og direktionens vegne vil jeg gerne byde alle velkommen til denne ekstraordinære generalforsamling. Det er TORMs fjerde generalforsamling i år, og jeg kan garantere jer, at det også bliver den sidste i 2015. Formålet med dagens generalforsamling er at gennemføre en kapitalnedsættelse med henblik på at annullere 9.810 A-aktier à nominelt DKK 15 og 1.054 fraktions-A-aktier à nominelt DKK 0,01. TORM erhvervede disse aktier i forbindelse med indløsningsprocessen, der blev gennemført som led i implementeringen af det omvendte aktiesplit i september i år.
 
Bestyrelsen har udpeget advokat Klaus Søgaard som dirigent for dagens generalforsamling, og jeg giver nu ordet til ham.
 
                                                                ***
 
Med denne generalforsamling afsluttes det sidste trin i implementeringen af TORMs restrukturering. Siden restruktureringens gennemførelse den 13. juli 2015 har TORM fortsat demonstreret sin stærke operationelle platform og leveret de højeste fragtrater i produkttanksegmentet siden 2008. TORM opnåede et EBITDA for tredje kvartal 2015 på USD 96 mio. mens proforma EBITDA udgjorde USD 105 mio., hvilket er en forbedring på USD 79 mio. i forhold til samme periode i 2014. Det realiserede resultat før skat for tredje kvartal 2015 udgjorde USD 65 mio. og proforma resultatet før skat var USD 81 mio. sammenlignet med et proforma underskud på USD 4 mio. i samme periode i 2014.
 
TORM har demonstreret sin finansielle og strategiske fleksibilitet med afviklingen af tørlastaktiviteterne, hvorefter Selskabet kun har fokus på produkttankssegmentet. Derudover har TORM købt tre MR-produkttankskibe og indgået en aftale om at købe fire LR2-nybygninger med levering i 2017-2018. Aftalen omfatter også fleksible optioner på yderligere seks nybygninger i produkttanksegmentet.
Med TORMs resultater og store flåde på vandet er Selskabet godt positioneret til at drage fordel af den gunstige udbuds- og efterspørgselssituation i markedet.
                                                              
Jeg vil gerne på bestyrelsens vegne takke aktionærerne for den støtte, I har vist os igennem hele 2015 og ønske jer et godt 2016. Endelig vil jeg også takke Klaus Søgård for at have ledet denne generalforsamling.
 
Mange tak.
 
 
 
Kontakt
Christopher H. Boehringer, Formand, tlf.: +45 3917 9200
Jacob Meldgaard, CEO, tlf.: +45 3917 9200
Mads Peter Zacho, CFO, tlf.: +45 3917 9200
Christian Søgaard-Christensen, IR, tlf.: +45 3076 1288
 
 
 
TORM A/S
Tuborg Havnevej 18
DK-2900 Hellerup, Denmark
Tlf.: +45 3917 9200 / Fax: +45 3917 9393
www.torm.com
 
Om TORM
TORM er en af verdens førende transportører af raffinerede olieprodukter. Rederiet driver en samlet flåde på ca. 80 moderne skibe med høje krav om sikkerhed, miljøansvar og kundeservice. TORM blev grundlagt i 1889. Selskabet har aktiviteter i hele verden og hovedkontor i København. TORM er børsnoteret på NASDAQ Copenhagen (symbol: TORM A). For yderligere oplysninger, se venligst www.torm.com.
Safe Harbor fremadrettede udsagn
Emner behandlet i denne selskabsmeddelelse kan indeholde fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn i denne selskabsmeddelelse afspejler vores nuværende syn på fremtidige begivenheder og finansiel præstationsevne og kan omfatte udtalelser vedrørende planer, mål, strategier, fremtidige begivenheder eller præstationsevne og underliggende forudsætninger og andre udsagn end udsagn om historiske fakta. Selskabet ønsker at benytte safe harbor-bestemmelserne i the Private Securities Litigation Reform Act of 1995 og afgiver dette forbehold i overensstemmelse med denne safe harbour-lovgivning. Ord og vendinger som "mener", "er af den opfattelse", "forventer", "har til hensigt", "skønner", "forudser", "planlægger", "mulig", "kan", "kunne", "afventer" og lignende angiver, at der er tale om fremadrettede udsagn.
De fremadrettede udsagn i denne meddelelse er baseret på en række forudsætninger, hvoraf mange er baseret på yderligere forudsætninger, herunder, men ikke begrænset til, ledelsens behandling af historiske driftsdata, data indeholdt i vores databaser, samt data fra tredjeparter. Selv om Selskabet mener, at disse forudsætninger var rimelige, da de blev udformet, kan Selskabet ikke garantere, at det vil opnå disse forventninger, idet forudsætningerne er genstand for væsentlige usikkerhedsmomenter, der er umulige at forudsige og er uden for vores kontrol.
Vigtige faktorer, der efter vores mening kan medføre, at resultaterne afviger væsentligt fra dem, der er omtalt i de fremadrettede udsagn, omfatter verdensøkonomiens og enkeltvalutaers styrke, udsving i charterhyrerater og skibsværdier, ændringer i efterspørgslen efter ”ton-mil” på olie fragtet med olie tankers, effekten af OPEC's produktionsniveau og det globale forbrug og oplagring af olie, ændringer i efterspørgslen, der kan påvirke timecharterers holdning til planlagt og ikke-planlagt dokning, ændringer i TORMs driftsomkostninger, herunder bunkerpriser, doknings- og forsikringsomkostninger, ændringer i reguleringen af skibsdriften, herunder krav om dobbeltskrogede tankskibe eller handlinger foretaget af regulerende myndigheder, muligt ansvar fra verserende eller fremtidige søgsmål, generelle politiske forhold, såvel nationalt som internationalt, potentielle trafik- og driftsforstyrrelser i shippingruter grundet ulykker, politiske begivenheder eller terrorhandlinger.
De fremadrettede udtalelser er baseret på ledelsens aktuelle vurdering, og TORM er alene forpligtet til at opdatere og ændre de anførte forventninger i det omfang, det er krævet ved lov.

 


Pièces jointes

40-2015 - Bestyrelsens beretning til EGF - DK.pdf