SELSKABSMEDDELELSE NR. 218


 

Copenhagen Network A/S

 

Adresse:   

Copenhagen Network A/S          

c/o Beierholm A/S                      

Gribskovvej 2

2100 København Ø                    

Danmark                                    

 

 

SELSKABSMEDDELELSE NR. 218

21. marts 2016

 

Årsrapport for 2015

 

Bestyrelse og direktion har dags dato behandlet og godkendt årsrapporten for 2015 for Copenhagen Network A/S. Årsrapporten følger i sin helhed som vedhæftet PDF-fil.

 

Hovedpunkter i 2015

 

Årets vigtigste begivenheder

 

Selskabet gennemførte den 22. december 2014 et succesfuldt frasalg af Comendo koncernens datterselskaber og driftsaktiviteter til j2 Global Ireland Limited. Frasalget omfattede den samlede aktivitet indenfor cloudbaserede e-mail sikkerhedsløsninger, hosting og backup. I forbindelse med frasalget, som blev godkendt på en ekstraordinær generalforsamling den 22. december 2014, skiftede selskabet navn til Copenhagen Network A/S.  Der henvises desuden til fondsbørsmeddelelser nr. 191, 195 og 196 – alle fra 2014.

 

Selskabet har ikke siden afhændelsen til j2 Global Ireland haft nogen aktiviteter, og aktiverne omfatter herefter alene likvide beholdninger fra afhændelsen samt et tilgodehavende hos køber j2 Global Ireland.

 

Bestyrelsen opdaterede 31. januar 2015 strategien for selskabet og meddelte i selskabsmeddelelse nr. 199, at bestyrelsen ville afsøge mulighederne for, at en køber kunne være interesseret i at overtage Copenhagen Network. Det kunne være som et egentligt købstilbud på selskabet eller via apportindskud af en ny driftsmæssig aktivitet, hvorved Copenhagen Network kunne tilføres ny erhvervsmæssig aktivitet og en ny betydelig hovedaktionær. Bestyrelsen ville ikke undersøge muligheden for, at selskabet i eget regi kunne tilkøbe en ny driftsaktivitet, idet det var besluttet, at en væsentlig del af den i selskabet likvide kapital skulle udloddes til aktionærerne. Hvis bestyrelsen ikke kunne lykkedes med den ovennævnte strategi, ville alternativet være at søge en afnotering fra Nasdaq Copenhagen og efterfølgende solvent og struktureret nedlukning af selskabet.

 

Bestyrelsen har i tråd med strategien afsøgt, om der kunne findes interesserede parter til en sådan transaktion. I løbet af processen har der været kontakt til forskellige parter, der endte ud i konkrete drøftelser med Dansk OTC A/S, som fik mulighed for sammen med dennes rådgivere at gennemføre en begrænset juridisk og finansiel due diligence gennemgang af Copenhagen Network. Ved selskabsmeddelelse nr. 217 den 29. februar 2016 fremsatte Dansk OTC A/S et anbefalet frivilligt, betinget købstilbud på alle aktierne i Copenhagen Network A/S. Tilbudsdokument med tilhørende acceptblanket er tilgængelig på selskabets hjemmeside på det efterfølgende link.

 

http://copenhagennetwork.dk/investor-relations/dansk-otc-a-s-fremsaetter-kobstilbud-pa-copenhagen-network-a-s

 

hvor aktionærerne ligeledes kan læse redegørelsen fra bestyrelsen i Copenhagen Network A/S vedrørende det anbefalede frivillige offentlige købstilbud fra Dansk OTC A/S.

 

Årets resultat og balance

 

Årets resultat udgør DKKt 1.298, hvilket i væsentlig grad er positivt påvirket af den i 2015 endelige opgørelse af arbejdskapital og gæld for de pr. 22. december 2014 afhændede datterselskaber. Således er der under ”særlige poster” indtægtsført DKKt 3.995 efter afholdte transaktionsomkostninger.

 

I selskabsmeddelelse nr. 215 af 12. januar 2016 blev selskabets hidtidige forventning om et positivt resultat før skat i niveau DKKt 1.500 nedjusteret til en forventning om et positivt resultat før skat i niveau DKKt 1.100. Årets resultat DKKt 1.298 blev således DKKt 198 bedre end den seneste udmeldte forventning til årets resultat. Selskabets egenkapital pr. 31. december 2015 udgør DKKt 24.263 svarende til en indre værdi pr. udestående aktie stor DKK 0,677, når der korrigeres for selskabets beholdning af egne aktier. Selskabets aktiver består primært af likvider samt nedennævnte tilgodehavende fra salget af dattervirksomheder. Tilgodehavendet er indgået i januar 2016.

 

Salg af dattervirksomheder – tilgodehavende salgssum mv.

 

Selskabet indgik den 26. november 2014 en betinget aftale om overdragelse af aktierne i samtlige dattervirksomheder, som blev endelig gennemført den 22. december 2014 ved godkendelse på en ekstraordinær generalforsamling. Den samlede købesum var DKK 85 mio. på nettogældsfri basis. Denne købesum var underlagt sædvanlig regulering for gæld og arbejdskapital. Af den samlede købesum var betalingen af et beløb på DKK 2 mio. betinget af opnåelse af nærmere definerede salgsmål. Den samlede købssum skulle opgøres senest 4 måneder efter gennemførelsen, og var således ikke endelig opgjort ved aflægge af årsrapporten for 2014. Køber havde i henhold til aftalen tilbageholdt et beløb på DKK 8,5 mio., der henstod som købers sikkerhed for Copenhagen Network A/S’ forpligtelser. Det tilbageholdte beløb på DKK 8,5 mio. blev efter fradrag af købers krav DKK 0,3 mio. frigivet til Copenhagen Network A/S i januar 2016 jfr. selskabsmeddelelse nr. 215.

 

 

Copenhagen Network A/S har afgivet garantier og indeståelser til køber om de overdragne selskabers forhold, som er sædvanlige for en transaktion af denne art og størrelse. Bortset fra garantier omkring ejerforhold og krav som følge af svigagtige eller strafbare forhold, er ansvaret for Copenhagen Network A/S maksimeret til DKK 17 mio. og løber i 18 måneder fra closing. Som følge af ovenstående kan købesummen ikke endeligt opgøres før efter aflæggelsen af denne årsrapport. Der er ikke på datoen for denne årsrapport kendskab til eventuelle garantikrav.

 

Selskabets skattemæssige forhold

 

Skattelovgivningen medfører, at et selskab med 8 eller flere aktionærer anses som et investeringsselskab i skattemæssig forstand, såfremt 85% eller mere af selskabets aktiver i løbet af regnskabsåret gennemsnitligt er placeret i ”værdipapirer mv.” Likvider samt tilgodehavender må i denne sammenhæng anses for ”værdipapirer mv.”

 

Copenhagen Network har i 2015 ikke haft erhvervsmæssig aktivitet, og selskabet er derfor ved at vurdere om selskabet med virkning fra 1. januar 2016 skal overgå til beskatning som investeringsselskab. Et investeringsselskab er skattefritaget, dog med undtagelse af udbytte modtaget fra danske selskaber, hvilket beskattes med 15%. Hvis det viser sig, at selskabet skattemæssigt skal anses for et investeringsselskab, medfører det for aktionærerne, at aktionærerne fremadrettet skal medregne gevinst og tab på aktierne efter lagerprincippet. Beskatningsforholdene vil være afhængig af, om den enkelte aktionær er en person eller et selskab. Aktionærerne anbefales at søge individuel rådgivning om eventuelle konsekvenser heraf.

 

Overgangen til beskatning som investeringsselskab medfører tillige, at selskabets skatteaktiver, i form af skattemæssigt fremførbare underskud, bortfalder med virkning fra 1. januar 2016.

 

Selskabets ledelse vil udsende fondsbørsmeddelelse, så snart forholdet er afklaret.

 

 

Begivenheder efter regnskabsårets udløb

 

Ved selskabsmeddelelse nr. 217 den 29. februar 2016 fremsatte Dansk OTC A/S et anbefalet frivilligt, betinget købstilbud på alle aktierne i Copenhagen Network A/S. Begivenheden er også omtalt i ledelsesberetningen under afsnittet ”Årets vigtigste begivenheder”. Dansk OTC A/S påtænker, såfremt købstilbuddet gennemføres at ændre selskabets fokus og status til at være holdingselskab for selskaber, der leverer finansielle rådgivningsydelser og driver pengein­sti­tut­virksomhed. Dansk OTC påtænker i første omgang at tilføre selskabet to nye, primære forretningsområder i form af to datterselskaber, hvoraf det ene skal indeholde de nuværende aktiviteter i Dansk OTC, og det andet skal være Københavns Andelskasse. Såfremt købstilbuddet gennemføres, vil Dansk OTC foreslå en ændring af bestyrelsen, som skal lede selskabet fremadrettet og forfølge det beskrevne strategiske rationale. Det er Dansk OTC´s intention, at den nye selskabsstruktur skal etableres i løbet af 2. halvår 2016.

 

Der er ikke herudover frem til offentliggørelsen af denne årsrapport indtruffet væsentlige begivenheder, der ikke allerede er indarbejdet og tilstrækkeligt oplyst i årsrapporten, og som i væsentlig grad påvirker bedømmelsen af selskabets resultater og finansielle stilling.

 

Forventninger til 2016

Ledelsen forventer for regnskabsåret 2016 et resultat før renter og skat (EBIT) i niveauet DKK -1,5 til -2 mio. og før eventuel regulering af købesummen overfor j2 Global Ireland Limited. Der er i forventningerne til 2016 ikke taget højde for Dansk OTC A/S mulige gennemførelse af deres købstilbud på alle aktier i Copenhagen Network A/S.

 

Forventninger til fremtiden, herunder forventninger til indtjening og øvrige finansielle resultater, er i sagens natur usikre og forbundet med risici og usikkerheder, der ligger uden for Copenhagen Networks kontrol. Dette kan medføre, at den faktiske udvikling afviger væsentligt fra forventningerne i årsrapporten.

 

 

Ordinær generalforsamling den 29. april 2016

 

Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen den 29. april 2016, at der udloddes DKK 0,18 pr. aktie i udbytte.

 

 

Yderligere oplysninger:

 

Bestyrelsesformand Jens Kristian Jepsen

Copenhagen Network A/S

Telefon +45 23 42 13 78

E-mail: jenskristianjepsen@live.dk

Se også: www.copenhagennetwork.dk

CVR nr.: 26-68-56-21

 


 


Pièces jointes

Copenhagen Network 2015.pdf