Aalborg, Danmark, 2017-06-16 08:45 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --
Resumé
Resultater i første kvartal 2017/18
Resultat før skat i første kvartal 2017/18 udgør DKK 0,1 mio. mod DKK -4,1 mio. i første kvartal 2016/17. Resultat efter skat udgør DKK -0,9 mio. mod DKK -3,7 mio. i første kvartal 2016/17.
Balancen udgør DKK 2.893,9 mio. mod DKK 2.852,9 mio. pr. 31. januar 2017. Koncernens egenkapital udgør pr. 30. april 2017 DKK 1.296,8 mio. og svarer til en soliditet på 44,8 %.
Segmentfordeling:
| DKK mio. | Development | Asset management | Ikke-fordelt |
| Resultat | |||
| Resultat før skat | 4,5 | -1,6 | -2,8 |
| Balance | |||
| Udviklingsprojekter | 955,8 | - | - |
| Færdigopførte ejendomme i asset management | - | 1.174,0 | - |
| Øvrige asset management projekter | - | 108,7 | - |
| Øvrige aktiver | 320,7 | 259,4 | 75,3 |
| Aktiver i alt | 1.276,5 | 1.542,1 | 75,3 |
| Egenkapitalbinding | 711,3 | 527,9 | 57,6 |
Forventninger til 2017/18
Ledelsen forventer fortsat et resultat før skat på DKK 100-120 mio. for 2017/18. Heri indgår at koncernens development-aktiviteter bidrager med en egenkapitalforrentning på ca. 15 %.
Resultatforventningen er baseret på ledelsens forventninger til en række konkrete projekter, herunder tidsmæssige forventninger. Flere af koncernens betydende development-projekter er helt eller delvist solgt og forventes at bidrage til resultatet, herunder Strædet, Køge, Danmark, og boligprojektet, Amerika Have, København, Danmark. Der er god fremdrift i de enkelte projekter.
Development
TK Development har i første kvartal 2017/18 afleveret en retailpark på ca. 3.200 m² i Oskarshamn, Sverige, til investor. Herudover er der solgt enkelte mindre grundstykker og opnået honorarindtægter på enkelte projekter.
Større udviklingsprojekter:
- Byggeriet af det nye shoppingcenter, BROEN Shopping, i Esbjerg, Danmark, er afsluttet, og centret åbnede som planlagt den 10. april 2017. Aktuel udlejningsgrad udgør 91 % af arealet (Q4 2016/17: 88 %).
- I Køge, Danmark, er der fremdrift i byggeriet. Projektet afleveres til investor i tre etaper. Første etape som omfatter biograf og restauranter, er færdigopført i maj 2017 og afleveres til køber i juli 2017. Den væsentligste del af projektet forventes fortsat færdigt og afleveret i efteråret 2017, mens en mindre del af projektet først forventes færdigt i 2018. Retailprojektet er 88 % udlejet (Q4 2016/17: 86 %) og er sammen med parkeringsdelen betinget solgt til finske Citycon. Salget til Citycon forventes fortsat at få en væsentlig positiv resultateffekt i regnskabsåret 2017/18 i forbindelse med aflevering af den færdige del af byggeriet til investor.
- Byggeriet af boligprojektet Amerika Have, København, Danmark, er afsluttet umiddelbart efter regnskabsperiodens udløb, og de solgte lejligheder er afleveret til de respektive købere i maj 2017. 114 ud af de i alt 121 lejligheder er solgt (Q4 2016/17: 104).
- Både byggeriet og forhåndssalget af tredje etape af boligprojektet i Bielany, Warszawa, Polen, forløber planmæssigt. 54 % af enhederne er solgt (Q4 2016/17: 45 %).
Asset management
Porteføljen af færdigopførte ejendomme i dette forretningsområde består af 156.700 m² og udgør pr. 30. april 2017 DKK 1.593,1 mio., inkl. projekter i joint ventures. Den årlige nettoleje ved aktuel udlejning svarer til en forrentning af bogført værdi på 4,4 % (Q4 2016/17: 4,3 %). Forrentning af bogført værdi ved fuld udlejning forventes at udgøre 6,2 % (Q4 2016/17: 6,2 %).
Der er udarbejdet detaljerede udviklings- og driftsplaner for hver enkelt ejendom, og der er på en række punkter god fremdrift i realiseringen heraf.
De forventninger der er omtalt i denne delårsrapport, herunder forventninger til indtjeningen, er i sagens natur forbundet med risici og usikkerheder hvilket kan medføre afvigelser i forhold til det forventede. Forventningerne påvirkes bl.a. af faktorer generelle for branchen samt faktorer som nævnt under Risikoforhold og i koncernregnskabets note 2, Regnskabsmæssige skøn og vurderinger, i koncernens årsrapport 2016/17, herunder vurderingen af værdiansættelsen af koncernens projektportefølje.
Spørgsmål til denne meddelelse kan rettes til Frede Clausen, adm. direktør, tel. +45 8896 1010.