ATP Ejendomme køber firestjernet hotel i München


ATP Ejendomme og hollandsk institutionel investor køber stort hotel i hjertet af München i en joint venture-investering.

ATP Ejendomme har sammen med en hollandsk institutionel investor købt Hotel Holiday Inn Munich City Center. Den globale investeringsmanager Invesco Real Estate står bag transaktionen og vil forvalte ejendommen fremadrettet.

Transaktionen beløber sig til knap 1,4 mia. kroner, og investeringen er primært delt mellem ATP og den hollandske investor. Samtidig er der tegnet en langsigtet lejeaftale med t yske Event Hotel Group, der driver Holiday Inn-hotellet i ejendommen.

Michael Nielsen, der er direktør for ATP Ejendomme, glæder sig over investeringen i hotellet, der ligger centralt i München i Haidhausen-distriktet, ganske tæt på den historiske bykerne og tognettet S-bahn.

"Med investeringen i hotellet markerer vi os endnu en gang på det tyske ejendomsmarked, og hotellets centrale beliggenhed vil bidrage til at sikre stabile, langsigtede afkast til gavn for ATP’s medlemmer," siger han.

Det firestjernede hotel består af 582 værelser, konferencefaciliteter til op imod 600 personer, en restaurant samt parkeringsfaciliteter i kælderen. Hotellet er oprindeligt bygget i 1973 og gennemrenoveret i 2004-2006. Som en del af planen for den videre udvikling, vil dele af hotellet gennemgå endnu en reno-vering i de kommende tre år.

Fakta:

ATP Ejendomme er et datterselskab til ATP Koncernen, Danmarks største pensions- og sikrings-selskab med ca. 5 millioner medlemmer.

ATP Ejendomme investerer både direkte og indirekte i ejendomme på vegne af ATP og har ca. 36 mia. kroner under forvaltning.

 

Find fotos af hotellet her: www.atp-ejendomme.dk

         For yderligere information:
         
         Maria Lindeberg, senior presserådgiver, tlf. 24 99 84 55, lin@atp.dk


Pièces jointes

ATP køber firestjernet hotel i Munchen.pdf