Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling
Conferize A/S, cvr. 34472742
Der indkaldes hermed til ekstraordinær generalforsamling i Conferize A/S tirsdag d. 23. januar 2018 kl. 13:00. Den ekstraordinære generalforsamling afholdes på Sølvgade 38F, st., 1307 København K.
Dagsordenen er følgende.
1. Valg af Lars Kolind til bestyrelsen
2. Bemyndigelse af generalforsamlingens dirigent
Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes på begæring af den nuværende bestyrelse med henblik på at indvælge Lars Kolind i bestyrelsen. Ved samme lejlighed udtræder Sten T. Davidsen af bestyrelsen.
***
Uddybning af dagsordenen.
ad. Punkt 1. Valg af Lars Kolind til bestyrelsen
Baggrunden for forslaget er, at Lars Kolind nu har fået mulighed for aktivt at prioritere deltagelse i ledelsen af Conferize A/S.
Lars Kolind har sat sit aftryk på det danske og internationale erhvervslandskab som leder og som forfatter. Med hans imponerende track record som investor og hans store erfaring inden for strategi, ledelse og iværksætteri vil hans deltagelse i bestyrelsen bidrage positivt til Conferizes muligheder for at opnå de ønskede resultater og realisere det store potentiale i business casen.
Lars Kolind er født i 1947 og er uddannet cand.scient. i matematik fra Aarhus Universitet i 1972 og har en HD i Organisation fra Copenhagen Business School i 1977. Han har været adjungeret professor ved Århus Universitet siden 2000 og har siden 2012 været leder af afdelingen for "Leadership and Strategy" ved Detao Masters Academy in Shanghai.
Kolind er på nuværende tidspunkt formand for bestyrelserne i Kolind A/S, Jacob Jensen Holding A/S, Cybot A/S og the World Scout Foundation. Han er bestyrelsesmedlem i Bluetown A/S. Han har tidligere været formand for bestyrelserne i Poul Due Jensens Fond (Grundfos), Unimerco Group og adskillige andre selskaber. Han har også været koncernchef for William Demant Holding A/S, finansdirektør og viceadministrerende direktør for Radiometer A/S, samt underdirektør ved Forskningscenter Risø.
Kolind er serieiværksætter og har været involveret i at opbygge mere end 20 selskaber. Han hjalp med at forberede Conferize A/S til sidste års IPO. Han var koncernchef, da William Demant Holding (Oticon) blev noteret på Nasdaq København i 1995 og i sin tid som finansdirektør blev Radiometer A/S ligeledes noteret på Nasdaq København.
Kolind har skrevet flere bestsellere inden for management, herunder Videnssamfundet (2000), Kolind Kuren (2006), UNBOSS (2012) og Bevægelsen (2016). Hans bøger er blevet oversat til 10 sprog, herunder kinesisk, russisk, koreansk, thai og bahasa.
Kolind er ridder af Dannebrog og har modtaget adskillige internationale priser, herunder The Bronce Wolf, The Silver World Award, The Silver Fox og Gustav Adolf Medaljen. Han bor i København. Han er gift og har fire børn.
ad. Punkt 2. Bemyndigelse af generalforsamlingens dirigent
Bestyrelsen foreslår, at generalforsamlingens dirigent (med substitutionsret) bemyndiges til at foretage sådanne ændringer i og tilføjelser til det på generalforsamlingen vedtagne, selskabets vedtægter og anmeldelsen til Erhvervsstyrelsen, som måtte blive påkrævet af Erhvervsstyrelsen i forbindelse med registrering af de vedtagne ændringer.
***
Dagsordenen og de fuldstændige forslag er indeholdt i denne indkaldelse.
Aktiekapitalen i Conferize A/S er nominelt DKK 1.277.721,50 og hvert aktiebeløb på nominelt DKK 0,10 giver én stemme på generalforsamlingen.
Denne indkaldelse, herunder dagsordenen og de fuldstændige forslag samt fuldmagts-, brevstemme-, og tilmeldingsblanketter til generalforsamlingen kan findes på invest.conferize.com fra mandag d. 8. januar 2018.
Denne indkaldelse, herunder dagsordenen og de fuldstændige forslag samt tilmeldings- og fuldmagtsblanketter, er i øvrigt mandag d. 8. januar 2018 sendt pr. e-mail til de navnenoterede aktionærer, der har registreret deres e-mail-adresser hos Conferize A/S i overensstemmelse med punkt 5.4. i selskabets vedtægter.
Der gælder følgende vedtagelseskrav for forslagene, der skal være opfyldte for, at forslagene kan anses som vedtaget: Forslagene under punkt 1 og 2 kan vedtages med simpelt flertal.
***
For at kunne deltage i generalforsamlingen og afgive sin stemme skal følgende procedurer følges:
Registreringsdato
En aktionærs ret til at deltage i en generalforsamling og til at afgive stemme fastsættes i forhold til de aktier, aktionæren besidder på registreringsdatoen.
Registreringsdatoen er tirsdag den 16. januar 2018.
En aktionærs aktiebesiddelse og stemmerettigheder opgøres på registreringsdatoen på baggrund af notering af aktionærens ejerforhold i ejerbogen samt eventuelle meddelelser om ejerforhold, som selskabet har modtaget med henblik på indførsel i ejerbogen.
Adgang
For at kunne møde på selskabets generalforsamling skal aktionærerne senest fredag den 19. januar 2018 kl. 23.59 have anmodet om adgangskort hos Conferize A/S.
Adgangskort kan bestilles via invest.conferize.com eller ved at sende en udfyldt tilmeldingsblanket til ir@conferize.com.
Stemmesedler
Stemmesedler vil blive udleveret i adgangskontrollen på generalforsamlingen.
Fuldmagt
Aktionærer har mulighed for at afgive fuldmagt, hvis aktionæren er forhindret i at deltage. Fuldmagter kan afgives elektronisk via invest.conferize.com - eller fremsendes via e-mail til ir@conferize.com. Underskrevne fuldmagter skal være modtaget senest fredag d. 19. januar 2018 kl. 23:59.
Brevstemmer
Brevstemmer kan afgives skriftligt ved brug af brevstemmeblanketten, som er tilgængelig på invest.conferize.com. Den udfyldte og underskrevne blanket skal fremsendes til Conferize på ir@conferize.com. Brevstemmer skal være modtaget senest mandag d. 22. januar 2018 kl. 16:00.
En brevstemme, som er modtaget af selskabet, kan ikke tilbagekaldes.
Spørgsmål
Aktionærer har mulighed for skriftligt at stille spørgsmål til dagsordenen og dokumenter til brug for generalforsamlingen. Spørgsmålene kan fremsendes pr. post til Conferize A/S, Sølvgade 38E, 1. sal. 1307 København K eller pr. e-mail til ir@conferize.com. Fremsendte spørgsmål vil blive besvaret skriftligt eller mundtligt på generalforsamlingen.
***
Certified Adviser
Selskabets Certified Adviser er BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab (CVR-nr. 20222670), Gert Mortensen, Havneholmen 29, DK-1561 København V, tlf. +45 39 15 52 00.
Investorkontakt
Søren Dalsgaard Hansen, CFO i Conferize A/S, +45 31 21 17 26 // ir@conferize.com
http://www.globenewswire.com/NewsRoom/AttachmentNg/0b93b040-cc09-4987-bb10-6bf7ee81fbfe