Brøndby IF – Kapitaludvidelse


Som tidligere meddelt i selskabsmeddelelse 14/2018, så har bestyrelsen i Brøndby IF truffet beslutning om at søge investorer til at udnytte bemyndigelsen i vedtægternes § 3b til at forhøje selskabets aktiekapital ved en kontant kapitalforhøjelse uden fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer med i alt nom. 15.611.259 kr. svarende til 31.222.518 stk. aktier a 0,50 kr.


Bestyrelsen i Brøndby IF har nu revurderet denne beslutning, og har besluttet ikke at gennemføre en kontant kapitalforhøjelse uden fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer.


Bestyrelsen i Brøndby IF har i stedet besluttet at indstille til Generalforsamlingens vedtagelse den 2. april 2019, at bestyrelsen bemyndiges til en større kapitaludvidelse med fortegningsret for selskabets aktionærer. Bestyrelsen sigter efter at rejse ca. 100 mio. kr.


Bestyrelsen sigter mod at kapitaludvidelsen er gennemført senest ultimo juni 2019, såfremt generalforsamlingen vedtager bemyndigelsen.


Årsagen til at bestyrelsen i Brøndby IF ønsker at gennemføre en større kapitaludvidelse skyldes et ønske om at fastholde Brøndby IF’s position som den fodboldklub, der leverer den bedste fanoplevelse i den danske Superliga, hvilket selskabet har investeret markant i siden etableringen af Strategi 6.4 bl.a. via investeringer i fanzonen og familieloungen. Det indebærer bl.a. at Sydsiden, der rummer Danmarks mest engagerede fans, skal renoveres og opgraderes.


Da Brøndby IF har oplevet en markant stigning i omsætningen fra partnerskaber på knap 100 % siden 2014, er der herudover behov for at loungefaciliteterne for partnere udvides.


Herudover søger bestyrelsen i Brøndby IF kapital til at opgradere Brøndby Masterclass samt investere i den sportslige sektor for at indfri målet i Strategi 6.4 om at sikre Brøndby IF’s evne til fortsat at udvikle spillere til superligatruppen, landsholdet og Europas største ligaer. Provenuet fra kapitaludvidelsen skal bl.a. anvendes til dækning af disse investeringer som forventes gennemført eller igangsat i 2019, samt sikre at Brøndby IF igen er gældfri ved udgangen af 2019.


Selskabet vil frem til kapitaludvidelsen er gennemført optage yderligere lån som mellemfinansiering, og disse lån vil blive tilbagebetalt når kapitaludvidelsen er gennemført.


Brøndby IF forventer fortsat et resultat før skat for 2018 mellem 10 og 12 mio. kr.

Vedhæftet fil


Pièces jointes

FBM nr 01 2019 Brøndby IF - Kapitaludvidelse