Jobindex koncernen havde i 2018 en samlet nettoomsætning på 317 mio. kr. og et driftsoverskud før renter og skat på 89 mio. kr., hvilket må betegnes som meget tilfredsstillende. Selve Jobindex A/S havde en nettoomsætning på 258 mio. kr. og et driftsoverskud før renter og skat på 84 mio. kr. Computerworld gav et driftsoverskud på 1,8 mio. kr. før renter og skat og it-jobbank gav et driftsoverskud på 4,5 mio. kr., mens StepStone havde et driftsunderskud på 1,3 mio. kr.
I Jobindex mener vi at det er vigtigt, at der er gode vilkår på de danske arbejdspladser, og vi vil gerne gøre vilkårene synlige, og hjælpe de gode arbejdspladser med at tiltrække flere kvalificerede ansøgere. I januar 2018 lancerede Jobindex evalueringer af arbejdspladser, hvor medarbejderne kan give deres nuværende og tidligere arbejdspladser stjerner og skrive personlige kommentarer om arbejdspladsen. Der er siden januar lavet 40.000 evalueringer, og Jobindex har evalueringer af 3700 forskellige arbejdspladser med ca. 900.000 medarbejdere.
Aktierne i selskabet blev handlet på First North første gang den 29. juni 2007 til en kurs på 550 kr. pr. aktie svarende til en samlet børsværdi på 605 mio. kr. I løbet af finanskrisen faldt aktien kraftigt, men siden er aktien steget pænt. Det seneste år er aktien dog faldet tilbage og bliver p.t. handlet til en kurs på omkring 1050 pr. aktie svarende til en børsværdi på 945 mio. kr.
Jobindex har en stor kontantbeholdning, og for at undgå at betale negative renter af kontaktbeholdningen vil bestyrelsen på generalforsamlingen foreslå, at der udbetales 75 kr. i udbytte pr. aktie eller i alt 67,5 mio. kr. eller næsten hele årets overskud efter skat, svarende til et udbytte på 7,14% af aktiekursen.
Vedhæftet fil