Første validering af indtjeningspotentialet i Conferize. Prognose for 2. kvartal 2019.


Selskabsmeddelelse Nr. 12/2019
København, 9. april 2019


Første validering af indtjeningspotentialet i Conferize. Prognose for 2. kvartal 2019.

Conferize A/S kan i dag offentliggøre den første validering af potentialet i Conferize’s forretningsmodel. Det første afgørende ben i Conferizes kommercielle strategi er at etablere en stadigt stigende indtægt via gebyrer på billetsalg. Der er på nuværende tidspunkt sat billetter til salg i 2. kvartal 2019 for DKK 15,3 mio. på Conferizes platform. Udover det igangværende billetsalg, er der oprettet billetsalg for DKK 52,1 mio. til events, der dog endnu ikke er aktiverede. hvorfor det endnu ikke vides, hvorvidt Conferizes platform rent faktisk vil blive benyttet.

”Vi har oplevet, at der er blevet stillet spørgsmålstegn ved potentialet i forretningsideen og den meget simple indtjeningsmotor, som billetgebyrer er. Men allerede her få måneder efter lanceringen af vores nye platform og introduktionen af billetgebyrer, begynder vi at se potentialet. De events, der bliver afholdt her i andet kvartal og som allerede har aktiveret deres billetsalg, har et samlet estimeret billetsalg på over 15 mio. kr. Det er potentielt rigtig mange penge, som vi hjælper vores kunder med at tjene - og penge, som vi kan tage et gebyr af”, fortæller CEO og Founder Martin Ferro-Thomsen, og fortsætter:

”Vi kan nu for alvor se vores massive vækst i eventarrangører og signups forplante sig i øgede indtjeningsmuligheder. Vi kan se, at modellen virker. Ved at samle alle nødvendige tools i en og samme brugervenlige platform, giver vi eventarrangører mulighed for at skabe events med større værdi. Det tiltrækker stadigt flere arrangører og flere events. Billetgebyrer er kun den første i en lang række af indtjeningsmuligheder, og selvom vores konkrete indtjening selvfølgelig afhænger af, hvorvidt de enkelte arrangører formår at sælge deres billetter, er vi fulde af fortrøstning i forhold til at realisere indtjeningsmålene i vores kommercielle strategi.”

Conferize tager et meget konkurrencedygtigt gebyr på 2,5 pct. af alle billetter, der bliver solgt, dog maksimalt EUR 10. Gebyret blev introduceret ved lanceringen af selskabets nyeste Event Management Platform d. 30. november 2018 og gælder for events oprettet efter d. 30. november 2018.

Det globale marked for billetsalgsløsninger (Online Event Ticketing) var i 2017 estimeret til DKK 308,6 mia. (kilde: Grand View Research Inc: Online Event Ticketing Market, 2018)


Om Conferize
Conferize er en digital platform for arrangører og deltagere af events. Alt for mange events og konferencer er i dag planlagt og realiseret efter en skabelon fra dengang verden stadig var analog. Det betyder, at deltagerne får for lidt udbytte i forhold til networking, vidensdeling og deltagelse. Arrangørerne slås desuden med gammeldags og ufuldstændige produkter, der resulterer i en dårlig oplevelse for deltagerne.

Dette problem løser Conferize ved at tilbyde en samlet online løsning, der gør det nemt for arrangøren og skaber større værdig for deltagerne – før, under og efter eventet. Samtidig forbinder Conferize brugere og indhold fra events i et globalt netværk, der skaber overblik i en ellers fragmenteret eventindustri. Conferize er anvendt af tusindvis af events i over 140 lande og har siden 2014 været officiel partner til TEDx.

Cvr. nr. 34472742 | invest.conferize.com

Certified Adviser
Selskabets Certified Adviser er Baker Tilly Corporate Finance P/S (CVR-nr. 40073310), Gert Mortensen, Poul Bundgaards Vej 1, 1., DK-2500 Valby, tlf. +45 30 73 06 67, gmm@bakertilly.dk.

Investorkontakt
Søren Dalsgaard Hansen, CFO i Conferize A/S, +45 31 21 17 26, ir@conferize.com

Vedhæftet fil