Delårsrapport for perioden 1. juli 2018 til 31. marts 2019


 

Ledelsesteamet i Tiger of Sweden har fokus på eksekveringen af den nye strategi herunder en øget digitalisering samt styrkelse af brandet og kontrollen med distributionen på det vigtige marked i Norden blandt andet ved opsigelse af agentaftalerne for Norge og Finland.

By Malene Birger har samtidig med en øget omkostningskontrol gennemført en væsentlig effektivisering af produktionsområdet og organisationen generelt, hvilket vil resultere i en betydelig reduktion af omkostningerne fra og med 2019/20. Sideløbende har By Malene Birger fokus på at øge digitaliseringen af virksomheden, særligt i e-commerce, hurtigst muligt.

Transformationen af IC Group eksekveres hurtigere og mere effektivt end planlagt, hvilket blandt andet medfører en reduktion af de oprindelig forventede engangsomkostninger i både 2018/19 og 2019/20 såvel som de løbende driftsomkostninger i IC Group i 2019/20.

Som omtalt i selskabsmeddelelse nr. 6/2019 har IC Group A/S solgt koncernens logistikfunktion til Scan Global Logistics Group med forventet endelig gennemførsel pr. 30. juni 2019.

De finansielle forventninger for regnskabsåret 2018/19 for koncernens fortsættende aktiviteter før engangsomkostninger, som blev offentliggjort den 8. maj 2019 (selskabsmeddelelse nr. 6/2019), fastholdes.



Resultatudvikling for de første 9 måneder

Nettoomsætningen for koncernen blev reduceret med 11,2% (9,0% i lokal valuta) til 827 mio. DKK (931 mio. DKK). Reduktionen var drevet af både af engros og -retailkanalen. For årets første 9 måneder blev resultatet af primær drift før centrale funktioner mv. og engangsomkostninger 22 mio. DKK (79 mio. DKK) svarende til en EBIT-margin på 2,7% (8,5%). Resultat af primær drift blev et underskud på 13 mio. DKK svarende til en EBIT-margin på -1,6% (10,8%).

Forventninger til regnskabsåret 2018/19

De finansielle forventninger for regnskabsåret 2018/19, som offentliggjort den 8. maj 2019 (selskabsmeddelelse nr. 6/2019), fastholdes og er gengivet i sin helhed nedenfor.


Forventninger til regnskabsåret 2018/19 for koncernens fortsættende aktiviteter før engangsomkostninger

For regnskabsåret 2018/19 forventes for koncernens fortsættende aktiviteter, som omfatter Tiger of Sweden og By Malene Birger samt "Centrale funktioner mv.", en mindre tilbagegang i omsætningen målt i lokal valuta i forhold til året før. EBIT-marginen forventes at blive realiseret i niveauet 1-2% før engangsomkostninger i relation til transformationen af IC Group.

I Tiger of Sweden forventes en mindre tilbagegang i omsætningen (målt i lokal valuta) og en moderat tilbagegang i nominel indtjening. I By Malene Birger forventes en moderat tilbagegang i omsætningen (målt i lokal valuta) og en betydelig tilbagegang i nominel indtjening.

Resultatet for centrale funktioner mv. vil blive negativt, idet det vil være påvirket af ændrede allokeringsprincipper for omkostningerne i koncernens centrale funktioner, samt udækkede hovedkontorsomkostninger efter salget af Peak Performance. De to udgør tilsammen ca. 30 mio. DKK.

Investeringer i koncernens fortsættende aktiviteter forventes på ca. 2% af årlig omsætning.


Forventninger til engangsomkostningerne for 2018/19 samt 2019/20

Engangsomkostningerne forbundet med transformationen af IC Group forventes at blive i alt ca. 45 mio. DKK,  hvoraf ca. 30 mio. DKK forventes afholdt i regnskabsåret 2018/19 og ca. 15 mio. DKK forventes afholdt i regnskabsåret 2019/20. Inklusiv det regnskabsmæssige tab forbundet med salget af koncernens logistikfunktion (ca. 20 mio. DKK) forventes engangsomkostningerne at blive i alt ca. 65 mio. DKK, heraf ca. 50 mio. DKK i 2018/19.

De præcise beløb samt fordelingen imellem de enkelte regnskabsår vil fortsat afhænge af implementeringen af transformationen. Fra regnskabsåret 2020/21 forventes en årlig besparelse på ca. 25 mio. DKK.

 

 

København, d. 14. maj 2019

IC Group A/S       


 

 

Henvendelser vedrørende denne meddelelse bedes rettet til:   
Karin Hjort Jensen
Executive assistant to the CEO
+45 32 66 75 43



Pièces jointes

07_DK_Q3_2018_19_14052019