Jobindex indgår kontrakt om nyt lejemål i Valby


Efter 20 år på Frederiksberg har Jobindex indgået en aftale med PensionDanmark om til næste år at flytte ind i et nyistandsat lejemål på 7400 m2 på Carl Jacobsens Vej 29 ved Ny Ellebjerg station. Der er tale om Søfartsstyrelsens lokaler, som bliver ledige fordi Søfartsstyrelsen er flyttet til Korsør.

Med det nye lejemål er det planen at Jobindex, StepStone, it-jobbank og Jobbsafari flytter til Valby, mens Computerworld bliver i Herlev. Derved bliver alle de medarbejdere, der beskæftiger sig med jobannoncer og rekruttering, samlet på én adresse. Det åbner mulighed for et tættere samarbejde mellem de forskellige selskaber og medarbejdere. Indflytningen forventes at ske i juli måned 2020.

Flytningen forventes at medføre en gangs flytteomkostninger i størrelsesordenen 10 millioner kr. Huslejen pr. m2 svarer nogenlunde til gennemsnittet af de nuværende lejemål, men da det nye lejemål er ca. 30% større end de eksisterende lejemål, vil huslejen stige med knap 3 mio. kr. pr. år. Lejemålet er uopsigeligt i 10 år, og den samlede huslejeforpligtigelse udgør ca. 100 mio. kr.