Opjustering af forventningerne til resultatet for 2019 som følge af kommende salg af 75% af Den Jyske Sparekasses aktier i Sparinvest Holdings SE


Selskabsmeddelelse nr. 12/2019

Grindsted, den 28. juni 2019


Opjustering af forventningerne til resultatet for 2019 som følge af kommende salg af 75% af Den Jyske Sparekasses aktier i Sparinvest Holdings SE

Den Jyske Sparekasse opjusterer forventningerne til resultatet før skat for 2019 med 80 mio. kr.  fra intervallet 120 – 140 mio. kr. til intervallet 200 – 220 mio. kr.

Opjusteringen skyldes det forventede kommende salg af 75 % af aktierne i Sparinvest Holdings SE (”Sparinvest”).

Som meddelt i selskabsmeddelelse nr. 1/2019 indgik ejerkredsen bag Sparinvest d. 1. marts en betinget aftale om salg af 75 % af aktierne i Sparinvest. Den på daværende tidspunkt udestående due diligence-proces er nu afsluttet, ligesom der er foretaget mindre justeringer i sammensætningen af vederlaget til de sælgende aktionærer, og de eneste udestående betingelser er opnåelse af de nødvendige myndighedsgodkendelser fra finanstilsynet i Luxembourg, CSSF, samt konkurrencemyndighederne. Som følge heraf synes der på nuværende tidspunkt at være så stor sikkerhed for gennemførslen af salget, at forventningerne til resultatet for 2019 opjusteres.

Den Jyske Sparekasse ejer dags dato 6,7 % af aktierne i Sparinvest, og et salg af 75 % af disse aktier, tilsammen med kursregulering af de resterende 25%, vil indebære en ekstraordinær skattefri indtægt på ca. 78,7 mio. kr., samt et skattepligtigt ekstraordinært udbytte på ca. 3,4 mio. kr.  Dette er i tillæg til den skattepligtige udbyttebetaling på 10,4 mio. kr., som Den Jyske Sparekasse har fået udbetalt i juni 2019 som ordinært udbytte, hvilket har været indregnet i Den Jyske Sparekasses oprindelige forventninger til 2019.

Salget af aktierne vil indebære, at Den Jyske Sparekasses egentlige kernekapital- samt kapitalprocent forøges med ca. 1,0 procentpoint på grund af den ekstraordinære indtægt og udbyttebetalingen.

Såfremt myndighedsgodkendelserne opnås inden for den forventede tidshorisont, gennemføres transaktionen i 3. kvartal 2019.

Med venlig hilsen

Niels Fessel                                              Claus E. Petersen
Bestyrelsesformand                                 Adm. direktør

For yderligere information kontakt:
Adm. Dir. Claus E. Petersen, tlf. 76 72 09 75 (direkte), 21 76 40 28 (mobil)
Direktør Torben Sørensen, tlf. 76 72 13 55 (direkte), 22 61 44 66 (mobil)

Vedhæftet fil


Pièces jointes

DJS selskabsmeddelelse nr. 12-2019 - Indgåelse af betinget salg af 75% af Sparinvest Holdings SE