Copenhagen Capital A/S – referat af den ordinære generalforsamling i Copenhagen Capital A/S


Copenhagen Capital A/S – referat af den ordinære generalforsamling i Copenhagen Capital A/S

Den 27. april 2021 kl. 10.00 afholdtes ordinær generalforsamling i Copenhagen Capital A/S, CVR nr. 30 73 17 35, på adressen Niels Hemmingsens Gade 4, 1153 København K og delvist elektronisk, med følgende dagsorden:

  1.   Udpegning af dirigent, jf. vedtægternes § 3.4
  2.   Bestyrelsens beretning for det forløbne regnskabsår
  3.   Forelæggelse af årsrapporten for 2020 med ledelsesberetning og godkendelse af årsrapporten
  4.   Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til den godkendte årsrapport
  5.   Vederlagspolitik, Overordnede retningslinjer for incitamentspolitik, Måltal og politikker for den kønsmæssige sammensætning af ledelsen
  6.   Vedtægtsændringer
  7.   Valg af medlemmer til bestyrelsen
  8.   Valg af revisor
  9.   Eventuelt

Bestyrelsesformanden bød velkommen og oplyste, at bestyrelsen i overensstemmelse med vedtægternes pkt. 3.4 havde udpeget advokat Christoffer Galbo til dirigent. 

Dirigenten konstaterede, at den ordinære generalforsamling i overensstemmelse med vedtægterne den 31. marts 2021 var varslet ved e-mails til de aktionærer, som har udtrykt ønske om indkaldelse via mail, ved indrykning på selskabets hjemmeside og ved selskabsmeddelelse offentliggjort af NASDAQ OMX Copenhagen. 

Dirigenten konstaterede videre, at indkaldelsen, oplysningen om det samlede antal kapitalandele og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, de dokumenter, der skal fremlægges på generalforsamlingen, dagsorden og de fuldstændige forslag, formularer, der skal anvendes ved stemmeafgivelse ved fuldmagt og stemmeafgivelse pr. brev m.v. havde været tilgængelig via selskabets hjemmeside i de seneste 3 uger forud for generalforsamlingens afholdelse. 

Dirigenten konstaterede på denne baggrund og med alle de tilstedeværendes tilslutning, dels at generalforsamlingen var lovlig indkaldt, dels at generalforsamlingen var beslutningsdygtig for så vist angår dagsordenens punkter.

Dirigenten oplyste, at i alt nominelt DKK 33.500.072 stamaktier svarende til 71,57 % af den stemmeberettigede aktiekapital var repræsenteret på generalforsamlingen. Derudover var nominelt DKK 23.050.572 præferenceaktiekapital tilstede. Af den samlede kapital var 58,42 % til stede.

Dirigenten gennemgik dagsordenen og oplyste i den forbindelse, at forslagene under dagsordenens punkt 3, 4, 5, 7 og 8 kunne vedtages med simpelt flertal. Vedtægtsændringerne underdagsordens pkt. 6 skulle vedtages med mindst 2/3 af såvel de stemmer, som er afgivet, som af den del af stamaktiekapitalen, som er repræsenteret på generalforsamlingen. 

Ad dagsordens punkt 2.

Bestyrelsesformanden aflagde beretning for regnskabsåret 2020 i overensstemmelse med årsrapporten. Bestyrelsen var tilfreds med resultatet og den daglige ledelses indsats.

Der blev stillet enkelte spørgsmål, som selskabet besvarede.  

Bestyrelsesformandens gennemgang blev taget til efterretning.

Ad dagsordens punkt 3.-4.

Selskabets bestyrelsesformand gennemgik årsrapporten.

Han påpegede indledningsvist, at årsrapporten for 2020 efter revisionens opfattelse gav et retvisende billede af selskabets aktiviteter i 2020, og at revisionen derfor havde forsynet årsrapporten med, hvad der svarede til en blank påtegning, idet påtegningen dog tillige indeholdt en erklæring i henhold til anden lovgivning og øvrig regulering.

Bestyrelsesformanden oplyste i relation til revisors bemærkning om opfyldelse af bogføringsloven, at selskabet efterfølgende havde lokaliseret de manglende bilag. 

Formanden fremhævede, at der var en positiv drift og en i alt positiv regulering af ejendommene. 

Der blev stillet enkelte spørgsmål til årsrapporten, og de blev besvaret af bestyrelsesformanden.

Generalforsamlingen godkendte herefter enstemmigt med samtlige repræsenterede stemmer årsrapporten.

Bestyrelsens forslag om, at årets resultat, bortset fra udbytte på præferenceaktierne, overføres til næste regnskabsår blev ligeledes vedtaget. Det blev således vedtaget at udbetale det vedtægtsbestemte udbytte på 8% til præferenceaktierne. Udlodningen ville ske den 3. maj 2021 som foreskrevet i vedtægterne. 

Ad dagsordenens punkt 5.

Den fremlagte vederlagspolitik, overordnede retningslinjer for incitamentspolitik samt måltal for den kønsmæssige sammensætning af ledelsen blev vedtaget enstemmigt med samtlige repræsenterede stemmer. 

Ad dagsordenens punkt 6.

Dirigenten gennemgik hver af de foreslåede vedtægtsændringer, hvorefter der blev stemt om dem.

Den foreslåede bemyndigelse til bestyrelsen til ad en eller flere omgang at forhøje selskabets aktiekapital ved udstedelse uden fortegningsret af stamaktier til medarbejdere til favørkurs som led i et medarbejderaktieprogram blev ikke vedtaget.

Forslaget om, at generalforsamlinger fremover kan afholdes fysisk i Storkøbenhavn, på selskabets adresse samt såvel helt som delvist elektronisk blev vedtaget enstemmigt med samtlige repræsenterede stemmer.

Ad dagsordenens punkt 7.

Der blev fremsat forslag om genvalg af Paul Wissa Hvelplund og valg af Christian Rossing Lønberg, Hans August Lund og Sarah-Alice N.J. Skade-Rasmussen samt valg af Egil Rindorf som suppleant.

De øvrige oprindeligt foreslåede kandidater var enige i, at der ikke var opbakning til valg af dem.

Generalforsamlingen valgte herefter Paul Wissa Hvelplund, Christian Rossing Lønberg, Hans August Lund og Sarah-Alice N.J. Skade-Rasmussen til bestyrelsen samt Egil Rindorf som suppleant med opbakning fra mere end 98% af de repræsenterede stemmer. 

Umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Christian Rossing Lønberg som formand. 

Ad dagsordenens punkt 8. 

Der var i indkaldelsen foreslået genvalg af revisor EY Godkendt Revisionspartnerselskab.

Bestyrelsen foreslog nu i stedet valg af Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. 

Generalforsamlingen valgte Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab enstemmigt og med samtlige repræsenterede stemmer.

Ad dagsordenens punkt 9.

En aktionær udtrykte beklagelse over, at han ikke have modtaget et trykt regnskab trods anmodning derom.

Ingen yderligere emner blev drøftet. 

Der forelå ikke yderligere til behandling. Dirigenten konstaterede derfor, at dagsordenen var udtømt. Dirigenten erklærede herefter generalforsamlingen for hævet og takkede forsamlingen for deres deltagelse samt ledelse og bestyrelse for det gode samarbejde gennem årene.

Bilag:
Præsentation af bestyrelse
Opdaterede vedtægter

Som dirigent

Advokat Christoffer Galbo

Med venlig hilsen

Copenhagen Capital A/S
Direktør Egil Rindorf
Telefon: +45 70 27 10 60
Email: er@copenhagencapital.dk

Vedhæftet fil



Pièces jointes

20210427 referart af ordinær generalforsamling