Børsmeddelelse nr. 11.2021 Intentionsaftale om køb af cleantech selskab


SmallCap Danmark A/S har d.d. indgået en intentionsaftale om erhvervelse af anparts­kapi­talen i Ennogie ApS mod udstedelse af nye aktier i SmallCap Danmark A/S.

Ennogie ApS er en udvikler og udbyder af solenergitage med mere end 200 installerede tage. Ennogie driver salg fra kontorer i Magdeburg, Tyskland og Herning (HQ), Danmark, hvor også R&D og produktion er placeret.

Bestyrelsesformand i SmallCap Danmark A/S Peter Ott udtaler: ”Ledelsen i SmallCap Danmark har i samarbejde med dets hovedaktionær Strategic Investments igennem en længere periode arbejdet på at sikre selskabet og dets aktionærer en ny og værdiskabende fremtid.

Når den påtænkte transaktion er gennemført vil aktionærene i SmallCap Danmark blive indirekte ejere af Ennogie og aktionærene i SmallCap Danmark får derved mulighed for at deltage i den videre udvikling og værdiskabelse i en spændende cleantech virksomhed. Idet der inden transaktionen forventes gennemført en kapitalforhøjelse i Ennogie vil SmallCap Danmarks aktionærer ikke blive bedt om at tilføre yderligere kapital i forbindelse med den påtænkte transaktion.

Transaktionen viderefører SmallCap Danmarks fokus indenfor small cap.

Intentionsaftalen er baseret på en værdiansættelse af SmallCap Danmark på DKK 8,0 pr. aktie, eller 135% og DKK 4,6 over den aktuelle indre værdi på DKK 3,4 pr. aktie. Værdi­ansættelsen afspejler det aktuelle niveau for børskursen på selskabets aktier.

Med denne aftale mener vi i bestyrelsen at der er udsigt til en attraktiv fremtid for selskabet og dets aktionærer.”

Kort om Ennogie ApS
Ennogie udvikler og leverer tage med indbyggede solpaneler til nybyggeri og renovering. Ennogies tage er en systemløsning, hvor overskydende solenergi kan lagres til senere brug i et Ennogie batteri, og hvor Ennogie Smart meter overvåger hustandens elproduktion og ‑forbrug og sikrer vedvarende energiforsyning fra tag, batteri eller elnet.

Ennogies solcelletag er udviklet med fokus på at forenkle montagearbejdet. Med solcellesystemer fra Ennogies konkurrenter er det ofte et krav, at en autoriseret elektriker skal foretage montage og tilslutning af panelerne. Ennogies solcelletag er designet således, at enhver håndværker – eller en anden person med håndværksmæssig erfaring – kan montere taget.

Læs mere om Ennogie på www.ennogie.com

Kort om den påtænkte transaktion
I intentionsaftalen indgår et forventet bytteforhold på 75 stk. nye aktier i SmallCap Danmark A/S pr. nominelt DKK 1,00 anpartskapital i Ennogie ApS.

Det forventede bytteforhold er baseret på en værdiansættelse af Ennogie ApS på DKK 180m. Værdiansættelsen er baseret på vilkårene ved en kapitalforhøjelse som Ennogie ApS er ved at afslutte, hvorved Ennogie ApS forventes tilført i alt DKK 15m ved kontant indskud fra nye investorer på arms-længde basis.

I Intentionsaftalen værdiansættes SmallCap Danmark A/S til DKK 8,0 pr. aktie, svarende til en samlet værdi af selskabet på DKK 30m.

Gennemføres transaktionen i det forventede bytteforhold forventes anparts­havere i Ennogie ApS at besidde ca. 86% af aktiekapitalen i SmallCap Danmark A/S efter transaktionen og de nuværende aktionærer i SmallCap Danmark A/S forventes at besidde ca. 14% af aktiekapitalen i SmallCap Danmark A/S efter transaktionen.

Transaktionen er betinget af godkendelse fra anpartshaverne i Ennogie ApS og at disse accepterer at afstå deres anparter i Ennogie ApS til SmallCap Danmark A/S mod betaling i nyudstedte aktier i SmallCap Danmark A/S. Transaktionen skal herefter godkendes på en ekstraordinær generalforsamling i SmallCap Danmark A/S, hvor bestyrelsen i SmallCap Danmark A/S samtidig vil søge om bemyndigelse til gennemførelse af transaktionen og udstedelse af nye aktier. I forbindelse med kapitalforhøjelsen i SmallCap Danmark A/S vil der skulle udarbejdes en vurderingsberetning, der udtaler sig om værdien af apportindskuddet og bytteforholdet på tidspunktet for udstedelse af aktier i SmallCap Danmark A/S.

Tre anpartshavere i Ennogie ApS, der tilsammen ejer ca. 82% af anpartskapitalen i Ennogie ApS, har tilkendegivet at de har til hensigt at deltage i transaktionen, herunder Nordic Sports Management ApS, der ejes af Kim Haugstrup Mikkelsen, som også ejer ca. 60% af Strategic Investments A/S. Transaktionen er betinget af accept fra anpartshavere, der tilsammen repræsenterer mere end 90% af anpartskapitalen i Ennogie ApS.

Strategic Investments A/S, der ejer ca. 60% af aktiekapitalen og stemme­rettig­hed­erne i SmallCap Danmark A/S, har tilkendegivet overfor SmallCap Danmark A/S at have til hensigt at stemme for den påtænkte transaktion og hermed forbundne bemyndigelser på den kommende ekstraordinære generalforsamling i SmallCap Danmark A/S.

Forudsat at de nødvendige godkendelser opnås forventes der offentligjort et prospekt der nærmere beskriver det nye SmallCap Danmark A/S.

Transaktionen er betinget af sædvanlige myndighedsgodkendelser m.m., herunder god­kendelse fra Nasdaq Copenhagen A/S om optagelse til handel af de nye aktier i SmallCap Danmark A/S og godkendelse af et prospekt.

Transaktionen forventes endeligt gennemført i løbet af 2. halvår 2021.

Baggrund for den påtænkte transaktion
Efter afviklingen af SmallCap Danmark A/S' tidligere aktivitet har selskabets ledelse arbejdet på at sikre selskabet og dets aktionærer en ny og værdiskabende fremtid.

Siden Strategic Investments A/S i sommeren 2019 erhvervede en større aktiepost i SmallCap Danmark A/S og fremsatte et købstilbud til selskabets øvrige aktionærer på DKK 10,00 pr. aktie har selskabet, ad flere gange, udloddet i alt DKK 6,70 pr. aktie i udbytte til dets aktionærer.

Med den påtænkte transaktion vurderer selskabets bestyrelse at der er fundet en attraktiv løsning på selskabets fremtid som giver aktionærene et attraktivt afkast af de tilbage­værende værdier.

Med venlig hilsen
SmallCap Danmark A/S

Bestyrelsen

Vedhæftet fil



Pièces jointes

AS_13_2021_LOI_Ennogie_110621