3. kvartal 2021: Jobindex opjusterer efter rekordresultat


  • Det danske jobmarked er i top trods Corona-krisen: Siden februar har antallet af nye jobannoncer sat nye rekorder næsten hver eneste måned, ikke bare i forhold til tiden før Corona-krisen, men helt tilbage til før finanskrisen i 2008
  • Jobindex præsenterer for første gang et driftsresultat for et kvartal på over 50 mio. kr., mens omsætningen for 3. kvartal blev på 105 mio. kr.
  • Jobindex opjusterer derfor forventningerne for 2021 til en omsætning på 410 mio. kr. og et driftsresultat på 170 mio. kr. før renter og skat. 

Bedste kvartalsresultat nogensinde

3. kvartal 2021 var for Jobindex kendetegnet af fortsat meget høj aktivitet på jobmarkedet: Nettoomsætningen blev på 105 mio. kr. og driftsresultatet steg til 51 mio. kr. før renter og skat mod 40 mio. kr. i 2. kvartal 2021 og 19 mio. kr. i 3. kvartal året før. 

"Det er første gang, vi præsterer et kvartalsresultat på over 50 mio. kr.", siger Kaare Danielsen fra Jobindex: "Vi har mere travlt end nogensinde, og den stigende omsætning slår tydeligt igennem på bundlinjen. Vi har ansat 90 nye medarbejdere det seneste år, og vi fortsætter med at ansætte nye medarbejdere, for vi vurderer, at behovet for rekruttering vil fortsætte med at stige til næste år", siger han. 

Hæver forventningerne endnu en gang 

Senest har Jobindex udmeldt en forventet omsætning for 2021 i niveauet 400 mio. kr. og et driftsresultat i niveauet 150 mio. kr. 

I forlængelse af det gode resultat i 3. kvartal 2021 og et meget stærkt jobmarked i oktober opjusterer koncernen nu sine forventninger for hele 2021 til en nettoomsætning i niveauet 410 mio. kr. og et driftsoverskud i niveauet 170 mio. kr. Opjusteringen og kvartalsregnskabet udgør intern viden. 

Yderligere oplysninger

Direktør Kaare Danielsen, telefon 20735010, email kd@jobindex.dk

Certified Adviser Jakob Tolstrup Kristensen, email jakob.tolstrup@cwicf.com


Vedhæftet fil



Pièces jointes

Kvartalsrapport 3. kvartal 2021 v2