FirstFarms A/S belønner stor indsats bag historisk godt resultat


Den samlede ledelse i ind- og udland bliver tilbudt warrants og dermed ret til på et tidspunkt at tegne aktier til en på forhånd aftalt kurs.

FirstFarms’ bestyrelse ønsker med tilbuddet om warrants at belønne en ekstraordinær stor indsats, der blandt andet har ført til, at selskabet den 23. marts præsenterede 2021-regnskabet - det bedste siden børsnoteringen i 2006:

  • EBITDA på 114 mDKK
  • EBIT på 70 mDKK
  • Resultat før skat på 46 mDKK (forbedring på 15 mDKK i forhold til 2020)

”Vi har en dygtig ledelse, der har evnet at sikre en høj effektivitet i alle driftsgrene og på alle lokaliteter, således, at vi har øget indtjeningen og indfriet egne krav til fortsat vækst. Den udvikling skal fortsætte. Målet er at blive en af Europas bedst drevne og mest profitable virksomheder indenfor jordbrug og fødevarer, og det kræver, at vi fastholder, motiverer og yderligere engagerer vores dygtige ledere,” siger bestyrelsesformand Henrik Hougaard.

Bestyrelsen har derfor besluttet at udnytte sin bemyndigelse i selskabets vedtægter § 5.2.C og § 5.2.D til at udstede 108.000 stk. warrants, der hver giver ret til at tegne en aktie á 10 kr. i selskabet. De udstedte warrants giver således ret til samlet at tegne indtil nominelt 1.080.000 kr. aktier i selskabet. Bestyrelsen har samtidig truffet beslutning om den dertil hørende kapitalforhøjelse.

Udnyttelseskursen for de tildelte warrants er 68,82 kr. pr. aktie a nominelt 10 kr. De udstedte warrants er tildelt vederlagsfrit med 50.000 stk. til selskabets direktør og 58.000 stk. til andre ledere. Kursen er fastlagt ud fra en vurdering af den samlede lønpakke for medarbejderne.

De tildelte warrants kan udnyttes i en periode på 4 uger regnet fra selskabets offentliggørelse af årsrapporten for 1. januar 2025 - 31. december 2025.

Hvis en medarbejder fratræder som bad leaver, bortfalder uudnyttede warrants uden videre, uden at medarbejderen har krav på vederlag og/eller kompensation. Hvis en medarbejder fratræder som good leaver, bevarer medarbejderne retten til de tildelte warrants.

De udstedte warrants anslås at have en samlet markedsværdi på 2.761.560 kr., svarende til 690.390 kr. pr. år i perioden frem til evt. udnyttelse. Markedsværdien er beregnet ud fra Black-Scholes-modellen med en volatilitet på 16 %, en risikofri rente på 0,0 % p.a. og en aktiekurs på 95,60 kr.

Bestyrelsens beslutning er optaget i pkt. 5.2.C og 5.2.D (a) i selskabets vedtægter med bilag 5.2.C og 5.2.D (a), der indeholder vilkårene for de tildelte warrants.

Med venlig hilsen
FirstFarms A/S

For yderligere information:
Se venligst vores hjemmeside www.firstfarms.dk eller kontakt adm. direktør Anders H. Nørgaard på telefon 75 86 87 87.

Om FirstFarms:
FirstFarms er et dansk børsnoteret selskab. Vi driver FirstFarms med ansvar for de omkringliggende samfund, og vi leverer højeste kvalitet, som primært afsættes lokalt. Vi handler på nye muligheder, der skaber værdi for vores investorer og for omverdenen. Vi arbejder hver dag på at skabe en mere bæredygtig virksomhed.

Vedhæftet fil



Pièces jointes

(4) FirstFarms belønner stor indsats
GlobeNewswire