Årsrapport – Investeringsforeningen Sparinvest med tilhørende afdelinger


Ved indgangen af 2022 var der et håb om en mere normal udvikling i verdensøkonomien og på de finansielle markeder, da corona-pandemien var ved at ebbe ud. Denne optimisme udmøntede sig imidlertid ikke.

Genåbningen af økonomien, massive hjælpepakker og fortsat lempelig pengepolitik skabte øget efterspørgsel efter varer og serviceydelser, hvilket fik beskæftigelsen til at nærme sig det maksimale i en række lande og særligt i USA. Sammen med fortsat ubalance i verdens forsyningskæder bevirkede dette en kraftigt stigende inflation i 2022. Udbruddet af krigen i Ukraine øgede sammen med nedlukninger i Kina det inflationære pres yderligere, hvilket fik prisstigningerne op på niveauer ikke set siden begyndelsen af 1980’erne. Centralbankerne reagerede sent på inflationen, men stramninger i pengepolitikken blev indledt i 1. halvår. Gennem 2022 trådte centralbankerne i karakter og hævede styringsrenterne kraftigt. Fokus på inflationsbekæmpelse oversteg klart hensynet til den økonomiske vækst.

Udviklingen skabte ugunstige forhold på de finansielle markeder i 2022, hvor såvel aktier som obligationer udviste markante kurstab. Året udviklede sig til et af de værste år for investeringer siden krisen i 1930’erne. Afkastudviklingen i foreningens afdelinger blev som følge heraf negativ i 2022.

Primo 2022 forventede ledelsen begrænsede afkast for året i foreningens afdelinger. Foreningens afdelinger kom dog ud af 2022 med afkast, der var lavere end forventet. Dette skyldtes, at inflationsudviklingen blev værre, end ledelsen og markedet havde forestillet sig primo 2022.

I hovedtræk kan udviklingen i Investeringsforeningen Sparinvest opsummeres således:

Afkastet for foreningens aktiebaserede afdelinger blev på mellem -13,68% og -1,60%

Afkastet for foreningens obligationsbaserede afdelinger blev på mellem -19,41% og -7,44%

Afkastet for foreningens afdelinger for virksomhedsobligationer blev på mellem -10,37% og -7,48%

Afkastet for foreningens indeksafdelinger blev på mellem -28.01% og -1,36%

Afkastet for foreningens blandede afdelinger blev på mellem -11,03% og -9,90%

Med venlig hilsen

Thomas Valentiner
Filialbestyrer, ID-Sparinvest, Filial af Sparinvest S.A., Luxembourg